Kommentar: Nye vinde, gamle problemer

Tour de France-direktør Christan Prudhomme efterspørger nye rene ansigter i cykelsporten. Men er han også villig til at tage ved lære af historien.

Forleden profeterede Tour de France-boss Christian Prudhomme, at verdens største cykelløb i år ville byde på masser af overraskelser og nye ansigter.

»Vi har brug for en frisk vind,« som Prudhomme diplomatisk slog tingenes tilstand fast.

Det lød umiddelbart meget betryggende. Som en forsikring om, at evighedsprojektet med at rydde op i virvaret af biokemisk fusk kører nogenlunde parallelt med en ny generations komme.

Men gid det var så vel. For hvis der er nogen lære at drage af det seneste tiårs dopingkamp, må det være, at det ikke er op til idrætsudøverne selv at holde justits.

Prudhommes ord klingede derfor ikke bare hult. De vidnede om en mand, der enten er lallende ignorant eller har forsømt at tage ved lære af historien. Ekkoet af franskmandens floskler fortonede sig til tiden efter Festina-skandalen i 1998. Hvor man en kende naivt forestillede sig, at den stigmatiserende effekt af at have afsløret og straffet Generation EPO-stjernenavne som Richard Virenque, Alex Zülle og Laurent Dufauxs avancerede brug af doping, ville forplante sig til de kommende generationer. Der af samme grund ville køre på kildevand, bananer og ren samvittighed ud i al fremtid.

Sådan spiller klaveret bare ikke. Siden skandaleåret 1998 har vi allerede set alt for mange eksempler på, at selv de største talenter kan ledes i fristelse. Navne som Ivan Basso, David Millar, Dario Frigo, Floyd Landis og Jan Ullrich (for blot at nævne nogle) var for ni år siden de nye ansigter, man fæstnede lid til. De var den nye generation, som skulle tegne fremtiden og vise vejen. Men de har alle det til fælles, at de blev taget på biokemiske smutveje.

Inden vi falder i svime over youngsters som Mark Cavendish, Romy di Gregorio, Benoit Vaugrenard og Thomas Dekker er der grund til at tage sine forbehold. Det ville være en skøn tanke, om ingen af dem nogensinde skulle vise sig at være dopede. Men ønsketænkning gør det ikke alene.

»Det er jo i sidste ende rytterne, der skal lade være,« som min cykelbegejstrede far ræssonerede forleden.

Det er rigtigt nok. Men intet samfund er selvregulerende. Heller ikke sportens. Der er regler, som skal overholdes, og der skal være en både grundig og troværdig kontrol til at beskytte de nye ansigter. Hvis ikke cykelsporten især og den moderne idræt generelt kan matche de kulisselæger, som lever af at finde huller i systemet, er vi prisgivede. Så vil mistanken og spekulationen til hver en tid vinde over forhåbningen om at mærke friske vinde blæse nyt liv i det gamle cykelsvineri.