Kommentar: Etikkens slagside

Sagen om Michael Rasmussen er blot det seneste tydelige vidnesbyrd på den gråzone som cykelsportens, ja hele idrættens, antidopingjagt befinder sig i.

Der hersker ingen tvivl om, at Michael Rasmussen i disse gule dage lufter gedigen dumhed foruden sine åbenlyse evner til at køre på cykel.

Tåbeligt er det i hvert fald i uhørt grad, at han netop i en tid, hvor doping står øverst på dagsordenen, og rytternes troværdighed når nye lavpunkter, ikke har orden i sine papirer i forhold til antidoping-myndighederne. Uagtet hvad forklaringen så måtte være.

Og det forstærker ikke ligefrem »kyllingens« sag, at han først blot erkender en advarsel, så pludselig tre, og Danmarks Cykle Union (DCU) efterfølgende oplyser, at der faktisk er tale om fire advarsler to fra Antidoping Danmark og to fra UCI.

Faktum er imidlertid, at først ved den tredje advarsel fra samme instans indledes en egentlig dopingsag, og først dér kan man i juridisk forstand gå i flæsket på Michael Rasmussen.

Med henvisning til dansk cykelsports etiske charter har det bare allerede nu ramt danskeren i den gule førertrøje, fordi Rasmussens etik ifølge DCU er slet. Derfor må han nu ikke køre på det danske landshold.

Undertegnede vil her lade det være usagt, om DCU overreagerer. Man kan nemlig anføre, at det er svært at pege på fornuftige alternativer til udelukkelsen. For alle som en ender de samme sted: Advarslerne mistænkeliggør Michael Rasmussen i offentligheden uanset timingen. Og havde DCU fortiet sin viden indtil efter Touren, ville sagen både ramme DCU og efterfølgende Rasmussen. Den er ikke nem.

Men bare det faktum, at Michael Rasmussen mistænkes for urent trav, kan i værste fald betyde, at Rabobank ikke forlænger hans kontrakt, at andre hold ikke vil røre danskeren, og at karrieren dermed ender med tidlig pension. Uden en egentlig dopingsag på bordet, vel at mærke.

Samme kattepine kan på lignende vis true mange andre ryttere underlagt verdens bedste cykelholds den såkaldte Pro Tour etiske kodeks. Man kan altså paradoksalt nok ende i en situation, hvor de gode intentioner, byggestenen i de etiske og moralske vinde, der blæser over cykelsporten, kan være lige såødelæggende som ondet selv, nemlig dopingen.

Samtidig peger adskillige eksperter på, at den fundamentale retssikkerhed kan have enddog meget trange kår under den etiske fane. Og da særligt når forskellige specialforbund, som det er tilfældet i Danmark, gør krav på hver sine særregler og normer i stedet for at trække på samme hammel. Så handler det om regulær forskels­behandling, og det fører næppe meget godt med sig. Hvad enten Michael Rasmussen har dummet sig eller ej.