Kommentar: Et kapitel til den store bog

Michael Rasmussens rablende soloridt overskyggede selvsagt det meste på en storslået Tour-etape, der var rig på dramatik og de fortællinger, cykelsporten har brug for.

Pyha. Det er altså ikke helt let at genfinde jordforbindelsen efter en bjergetape som den, vi fik at se i går. At Michael Rasmussen efter endnu et anarkistisk og fandenivoldsk soloridt kørte sig i den gule førertrøje er vildt nok i sig selv. Men det har vi på den anden side TV 2 til at slå fast med 14 tommer søm og nationalchauvinistisk stemmeføring fra Dennis Ritter plus en tåre i øjenkrogen på Rolf Sørensen.

Misforstå mig ret. Man skal da være ualmindeligt blasert for ikke at blive revet med af Michael Rasmussens bedrift. Set med både danske briller og øjne af en mere nøgtern observans blev 8. etape en fantastisk åbning på den mere alvorstunge del af årets Tour de France: Dysten om den samlede sejr i verdens største cykelløb, der lige nu føres af en splejset muselmand fra Tølløse.

Det, der står tilbage for denne betragter efter det timelange Alpe-slag, var dog ikke bare Michael Rasmussens præstation. Den taler for sig selv og behøver ikke flere ord end dem, kollega Hansen diverterer med fra Frankrig i dagens avis.

I skrivende stund, hvor røgen så småt er ved at lægge sig, toner alle de andre fortællinger frem fra dagens etape, Som en stor bunke løse ender, der alligevel kan knyttes sammen til en historie med så godt som alle de farver på følelsespaletten, man kan ønske sig for at kunne erklære sig underholdt på ypperste niveau.

I går så vi en af sportens nye ansigter og fremtidshåb Linus Gerdemann kæmpe en heroisk kamp for at holde sig i den gule trøje. Vi så holdkammeraten og Tour-outsider Michael Rogers styrte for ilde tilredt og trøstesløs at blive ført ud af sit drømmeløb og ind i en følgebilen med Brian Holm ved rattet. Vi så David Arroyo tumle ned ad en bjergside i samme moment som Rogers røg i autoværnet. Vi hørte ildevarslende bulletiner om Paris-Roubaix-triumfator Stuart OGradys styrt og exit i ambulance.

Vi så stærke navne som Valverde, Mayo og Moreau køre på randen af en fysisk nedsmeltning for alligevel at teste hinanden med en aggression, der ikke fandtes i årene med den texanske sherif Lance Armstrong ved magten. Vi så det det omstridte, kazakhstanske Astana-hold befinde sig i et uløseligt og smerteligt dilemma, fordi hensynet til kaptajn Vinokourov overgik ambitionerne på vegne af den elegante tyske stilist Andreas Klöden.

Der var nok at se til og se på. I et lyksaligt øjeblik kunne man næsten og jeg gentager næsten fortrænge nogle af de mange dopingrelaterede troværdighedsproblemer, cykelsporten har. Ihvertfald blev etapen i går en påmindelse om den elementære underholdningsværdi, Tour de France godt hjulpet af de mest betagende billeder kan sende i hovedet på seerne.

Det var velgørende at se. Lad os bare få et kapitel mere til Den Store Bog.