Kom bare med lidt tovtrækning

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fredag begynder atletikken ved OL i Rio, og så går vi i gang med noget, der i hvert fald for mig er indbegrebet af OL. Vi er flere, der har det sådan, ved jeg, for selvom det er vildt uretfærdigt over for alle de dygtige sportsfolk, der allerede har været i kamp, er der noget særligt over konkurrencerne, når spydkastere og længdespringere og løbere er i gang rundt omkring på det olympiske stadion.

Dengang de moderne Olympiske Lege i 1896 for første gang blev afholdt i Athen, var det også atletikken, der fyldte mest. Danmark var med tre deltagere en af de ni nationer, der stillede op i atletikkonkurrencerne, men måtte desværre se konkurrencen for hård til at vinde medaljer. (For to af de tre deltagere, stud.polyt. Viggo Jensen og oberstløjtnant Holger Nielsen var der til gengæld succes i andre idrætsgrene. Viggo Jensen vandt guld og sølv i vægtløftning samt bronze i skydning, mens Holger Nielsen vandt to sølvmedaljer i skydning og en enkelt bronzemedalje i fægtning. Euren Schmidt vandt ingenting det år, men var fire år senere med på det dansk/svenske hold, der vandt guld i tovtrækning ved OL i Paris).

USA, derimod, havde stor succes i atletikkonkurrencerne, og i lige nøjagtig den henseende har billedet ikke ændret sig ret meget på de mellemliggende 120 år. I Danmark skal vi være meget glade, hvis blot vi henter en enkelt medalje, mens USA forventer, at man henter flere end nogen andre. Sådan er verdens orden. I OL i almindelighed, og i atletikken i særdeleshed. For fire år siden vandt USA 28 atletikmedaljer, mens Rusland som den næstmest vindende atletiknation hentede 16, hvilket ikke kommer til at ske i år, hvor kun længdespringeren Darya Klishina har fået dispensation fra det internationale atletikforbunds udelukkelse af russiske atletikudøvere.

Den amerikanske succes kan delvis forklares ud fra et stort befolkningstal, men vigtigere er den velstand, der tillader USA at fokusere på noget så uproduktivt som sport. For nylig bragte The Washington Post en resultatoversigt, der blandt andet fortalte, at hele 75 nationer aldrig har vundet en eneste OL-medalje, hvoraf 27 af dem er afrikanske, mens Bangladesh er det folkerigeste med 161 mio. indbyggere. Det står i næsten uhyggelig kontrast til det faktum, at alene Stanford University i Californien i følge det amerikanske magasin Fortune ved hvert eneste OL siden 1912 har vundet mindst en medalje, og som et lysende billede på en skæv fordeling af verdens ressourcer. Nok er OL for alle, men medaljerne er mest for de få, der blev født det rigtige sted.

Når atletikken begynder fredag, vil USA derfor være den nation med flest favoritter, men i mangfoldighedens velgørende tjeneste er der heldigvis også andre atleter, vi skal holde øje med. Jeg ser mest frem til dem her:

  • Jamaikanske Usain Bolt er det allerstørste navn på atletikstadionet, og hvis ikke man havde opdaget, at han skulle løbe med igen i år, gjorde han her forleden opmærksom på sig selv ved en vild pressekonference med sambadansere og store smil. Denne gang vil han på både 100 og 200 meteren blive udfordret af amerikanske(!) Justlin Gatlin, der skal være glad for, at han ikke er underlagt russiske restriktioner, fordi hans to dopingkarantæner med ret stor sandsynlighed havde udelukket ham fra at deltage. Sidste år løb han kun en hundrededel langsommeren end Bolt i VM-finalen, så der burde være udsigt til spænding.
  • Mo Farah er født i Somalia, men har engelsk pas og fik sit gennembrud på hjemmebanen i London for fire år siden. Han er favorit til at vinde på både 5.000 og 10.000 meter, men det skal blive spændende at se, hvor han står (eller løber) i forhold til kenyanerne. Det er vildt, at nogen kan løbe 100 meter på under 10 sekunder, men det er lige så vildt, at nogen kan løbe 10 kilometer på under 27 minutter – det kan de der gutter.
  • Sara Slott! Vores danske veninde, der rent faktisk kan gøre, hvad der ikke lykkedes for vores venner i Athen dengang i 1896; hun kan vinde en atletik-medalje, når hun stiller op i 400 meter hækkeløb. For en måned siden vandt hun EM, og sidste år blev hun nummer fire ved VM. På en god dag tager hun en olympisk medalje, og jeg kommer til at følge med i hele det lille minut, det varer.

Det blev tre gange løb. Lidt tilfældigt. Det bliver såmænd også til lidt stangspring og noget diskoskast. Havde tovtrækning stadig været på programmet, havde jeg også nappet en omgang af det. For det er OL, og atletikken er i gang.