Kolding på guldkurs efter første DM-finale

De tabte DM-finalen i fjor med samlet 11 mål til Aalborg.Men i dette års guldkamp mod træner Nikolaj Jacobsens nordjyske tropper er der meget, der tyder på, at KIF Kolding København får revanche.

Anført af velspillende Bo Spellerberg og Lasse Andersson vandt det stjernespækkede, sydjyske mandskab den første af to finalekampe 23-18, og de har dermed det bedst tænkelige udgangspunkt før returkampen hjemme i Kolding på fredag. KIF Kolding København indledte den intense kamp bedst, og bragte sig hurtigt foran både 3-0 og 5-1.Godt bakket op af de 4.600 tilskuere fik Aalborg sig dog kæmpet tilbage.

De indhentede Kolding ved 7-7 og var blot bagud 10-11 ved pausen.

- Første halvleg gik som jeg havde ventet. Ganske vist var vores start for dårlig. Men på forhånd regnede jeg med, at det ville blive jævnbyrdigt, sagde hjemmeholdets landsholdsspiller Mads Mensah Larsen til TV2 efter de første 30 minutter.

Efter pausen fulgte Aalborg med til 12-12.Men selvom KIF Kolding København efterfølgende fik både Torsten Laen og Stefan Hundstrup udvist, formåede Aalborg ikke at slå til.I stedet bragte Kolding, der havde Lasse Andersson som topscorer med seks fuldtræffere, sig foran 17-14 og herfra så de sig ikke tilbage. Koldings klubdirektør Jens Boesen havde det naturligvis fint med sejren.

- Hvad et eventuel dansk mesterskab er værd i kroner og ører, ved jeg ærlig talt ikke. Men der er gode penge at hente i form af TV-bonus, sagde han til BT og tilføjede:

- Kommer guldet i hus, vil det være vores titel nummer 31. Udover æren giver trofæer masser af energi både blandt spillerne og os ledere. Det ved vi fra tidligere.

KIF Kolding København indkalder til pressemøde 19. juni, hvor man vil præsentere næste sæsons trup.

Allerede nu står det dog klart, at hverken Joachim Boldsen, Stefan Hundstrup eller målmand Søren Westphal fortsætter. Eneste kendte indkøb er landsholdsmålmanden Marcus Cleverly, som hentes i Bundesliga-klubben HSV Handball.

- Vent og se. Vi skal nok få sammensat et konkurrencedygtig trup, sagde Jens Boesen.

Hos Aalborg er der også en større udskiftning på vej.Således siger man farvel til træner Nikolaj Jacobsen samt spillerprofilerne Mads Mensah Larsen, Jacob Bagersted, Richard Kappelin og Johan Jakobsson.Som erstatning kommer træner Jesper Jensen sammen med stjerner som Olafur Gustafsson og Isaias Guardiola fra henholdsvis Flensburg-Handewitt og Rhein-Neckar Löwen.

- Jeg vil ikke garantere, at vi også i næste sæson kommer til at spille med om DM-guldet. Det ser jo ud til at klubber som Bjerringbro-Silkeborg, Team Tvis Holstebro og Skjern forstærker sig væsentligt. Men undgår vi skader, og går alt op i en højere enhed, kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke en gang til skal blande os, hvor det er allermest sjovt, sagde Jan Larsen.