Nanna Koerstz Madsen fik torsdag en optimal start på 2025-sæsonen, da hun gik en fremragende første runde i LPGA Tour-turneringen Founders Cup.
I Bradenton på Floridas vestkyst fandt den 30-årige dansker en stribe birdies frem på første runde og gik som resultat heraf i klubhuset på en foreløbig førsteplads.
Madsen var fem slag under banens par efter 11 huller, inden et par bogeys truede med at slå skår i glæden.
Hun fik dog hurtigt revancheret sig og gik i klubhuset med flotte 65 slag - eller seks under par - efter at have lavet otte birdies på runden.
Madsen er den hidtil eneste dansker vinder på LPGA Touren nogensinde, efter at hun i 2022 vandt Honda LPGA Thailand.
Founders Cup har også deltagelse af Emily Pedersen og Nicole Broch Estrup, der ligesom størstedelen af feltet mangler at færdigspille første runde.
Turneringen har en samlet præmiepulje svarende til godt 14 millioner kroner.
Med Madsens foreløbige førsteplads kan torsdag blive en bemærkelsesværdig dag for dansk golf.
På DP World Tour ligger Rasmus Neergaard delt nummer et efter en færdigspillet første runde, og på PGA Touren er Rasmus Højgaard i skrivende stund, hvor der stadig mangler masser af spil, alene på førstepladsen efter at have lavet blandt andet en flot eagle.
/ritzau/
