Køhlert: Vi viste viljen

Brøndbys træner Tom Køhlert ville efter 2-4-nederlaget til Horsens ikke kommentere sin egen fremtid, men han mener, at spillerne viste den rette vilje.

På trods af at Brøndby søndag fortsatte sin rekordserie, og nu er uden sejr i 23 udekampe i SAS Ligaen, så roste træner Tom Køhlert sine spillere efter 2-4-nederlaget til Horsens.

- Vi viste den rette vilje i dag og fightede godt. I perioder spiller vi også godt, og vi er meget i boldbesiddelse, sådan som vi gerne vil være det. Hvis ikke jeg havde været tvunget til at skifte Mark Howard ud, så tror jeg, at vi havde vundet kampen, sagde en skuffet, men fattet Tom Køhlert efter kampen. Da talen faldt på hans egen fremtid i klubben, var hans svar ikke entydigt.

- Det er ikke noget tema i dag (søndag, red.). Jeg har på forhånd besluttet, at jeg i dag ikke vil kommentere min egen fremtid i klubben, sagde Tom Køhlert.

- På nuværende tidspunkt betyder det ikke så meget, om vi ligger næstsidst eller tredjesidst. Men vi må erkende, at vi nu er et bundhold, og at vi skal til at have nogle point på kontoen. Det kan vi også få, hvis vi fortsætter med at vise den vilje, som vi gjorde i dag. Men det er klart, at vi ikke kan blive ved med at lukke fire mål ind hver gang, sagde Tom Køhlert.