Knivstikkeri før dramatisk Lazio-kamp

Det gik hedt for sig, da Lazio og Dinamo Bukarest tørnede sammen tirsdag aften i Rom. Både før kampen og inde på grønsværen var der ballade.

Der var drama både inde på og uden for det olympiske stadion i Rom i forbindelse med Champions League-kvalifikationskampen mellem Lazio og Dinamo Bukarest tirsdag aften.

Forud for opgøret stødte grupper af tilhængere fra de to hold sammen uden for arenaen, og det resulterede i, at tre rumænske fans blev indlagt på hospitalet. To af dem med knivstik i henholdsvis ryg og ben, mens den sidste havde skader i hovedet.

De fik således ikke set deres hold spille uafgjort 1-1 mod italienerne, der tillod sig at brænde et straffespark undervejs. Dramatikken begrænsede sig dog ikke til det, for kampens norske dommer uddelte også tre røde kort undervejs, to til hjemmeholdet og et til Dinamo.

Så var det anderledes kedeligt, da skotske Glasgow Rangers tog imod Røde Stjerne fra Beograd. Her måtte tilskuerne vente helt indtil det 90. minut, før Nacho Novo scorede kampens eneste mål og sikrede Rangers et godt udgangspunkt inden returkampen.

/ritzau/