Knicks-nederlag banker billetpriser til fjerde finale ned
At New York Knicks ikke kan sikre NBA-titlen hjemme i finalekamp fire har sænket billetprisen med 70 procent.

At New York Knicks ikke kan sikre NBA-titlen hjemme i finalekamp fire har sænket billetprisen med 70 procent.

Årets NBA-finaleserie kommer til at strække sig over mindst fem kampe. Det blev klart, da San Antonio Spurs reducerede til 1-2 i kampe mod New York Knicks. Serien spilles bedst af syv kampe.
Med andre ord kan Knicks ikke sikre den basketballglade millionby titlen hjemme i kamp fire. Og det har smittet af på newyorkernes sult efter at få billet til den kamp.
Før Spurs' reducering var billetprisen for at komme ind i Madison Square Garden til fjerde finalekamp nået op på 13.500 dollar på sit højeste. Den var stadig på 8600 dollar mandag før Spurs' sejr.
Men efter at Knicks nu ikke længere kan sikre titlen, er prisen for de billigste billetter faldet til 4025 dollar. Det skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af data fra Ticketdata.
Det er et fald på 70 procent fra de 13.500 dollar, som en billet kostede for få dage siden.
New Yorks basketballfans er ellers på den anden ende. Knicks er i NBA-finalen for første gang siden 1999. Og da holdet åbnede finaleserien med to udesejre over Spurs, duftede det af den første titel til holdet siden 1973.
Efter Spurs-reduceringen til 1-2 er billetprisen til de tre følgende kampe faldet.
En billet til kamp fem i San Antonio står nu til 1438 dollar (et fald på 40 procent), mens et sæde til kamp seks i New York står til 10.282 dollar (et fald på 8 procent).
Billetprisen til kamp syv i San Antonio er til gengæld steget markant. Et sæde til den, hvis det ender med en syvende og afgørende kamp, står til 5181 dollar. Det er en stigning på 38 procent de seneste dage.
Det skyldes en forventning om, at mange newyorkere vil rejse vestpå til kampen, hvis det bliver aktuelt.
/ritzau/