Klüft slog rekorder i syvkampstriumf

Den suveræne svensker, Carolina Klüft, lavede som den første nogensinde et guld-hattrick i syvkamp og satte samtidig ny europarekord ved VM i Japan.

Carolina Klüft var rekordernes kvinde, da hun søndag vandt guld ved syvkamp ved VM i atletik. Med sejren blev svenskeren den første i historien, der har vundet VM tre gange i træk. Samtidig betød sejren, der lød på 7032 point, at Carolina Klüft satte ny europarekord.

Selv om Carolina Klüft i syvkampens afsluttende disciplin, 800 meterløbet, blev henvist til tredjepladsen, var der således god grund til at juble over anstrengelserne på de to første VM-dage. Larisa Nikitinas hidtidige europarekord fra 1989 på 7007 point, blev således overgået med 25 point af den suveræne svensker.

Ljudmilla Blonska fra Ukraine sluttede toer, mens Kelly Sotherton fra Storbritannien tog bronzen.

/ritzau/