Fredericia HK slider med tingene for tiden, men fik tirsdag et moralboost, da man sikrede 31-31 mod TTH Holstebro i sidste sekund.

Værterne mødte op med to nederlag i træk og var konstant på hælene mod TTH Holstebro, men en straffekastkendelse, der gik Fredericias vej, og en scoring af klubmanden Martin Bisgaard i sidste sekund gav point.

Bisgaard havde netop inden opgøret forlænget sin kontrakt til sommeren 2028.

Jesper Houmark fik en glimrende start som ny cheftræner i Fredericia efter fyringen af Gudmundur Gudmundsson, da GOG blev dukket, men siden fulgte nederlag til Aarhus Håndbold i pokalen og Skjern i ligaen.

Og tirsdag haltede værterne efter i stort set hele kampen, men efter at have lukket et hul på fire mål var man i det meste af anden halvleg inden for en overskuelig afstand af gæsterne.

Især den blot 20-årige fløjspiller Magnus Storgaard var dog i hopla for TTH.

I første halvleg straffede han blandt andet hjemmeholdet fire gange på kontra, og dertil kom en pletfri præstation på straffekast, efter at et par holdkammeraterne havde brændt.

I alt gav det 11 scoringer på 14 forsøg, hvilket gjorde ham til klar topscorer i et opgør, hvor der var rimeligt åbent for sluserne i begge ender, da de fire keepere havde svært ved at gøre sig gældende.

Fredericia kom takket være stærkt forbedret og aggressivt forsvarsspil på 30-30 med få minutter igen, men en scoring fra William Aar, der var meget afgørende og markant i slutfasen, gav på ny TTH føringen.

Og da Fredericia-profilen Anders Kragh Martinussen lavede først en teknisk fejl og siden en angrebsfejl, lignede det en udesejr.

Med under et halvt minut tilbage fik TTH tilkendt et straffekast, der kunne afgøre kampen, men dommerne ombestemte sig til TTH's store frustration efter at have set video af episoden.

I stedet fik Fredericia målkast og et sidste angreb, og bolden endte efter en del forgæves forsøg på gennembrud hos Bisgaard på venstre fløj, hvorefter den kort efter lå i nettet.

/ritzau/