Fodboldklubben Hvidovre siger farvel til Peter Lassen, der igennem mange år har haft forskellige roller - blandt andet som sportschef senest - i klubben.
Det oplyser Hvidovre Fodbold A/S i en pressemeddelelse.
- Peter Lassen har her i det nye år meddelt klubben, at han finder tiden inde til et nyt kapitel i livet, lyder det.
Hvidovre og Lassen er derfor blevet enige om, at han stopper i klubben i forbindelse med en række justeringer, der bliver foretaget i klubben.
Lassen understreger i et interview med bold.dk, at der på ingen måde har været dramatik.
- Det er en beslutning, jeg selv har truffet. Jeg har været i Hvidovre i næsten 20 år, og hvis jeg skal prøve noget andet, så skal det være nu.
- Jeg efterlader Hvidovre et rigtig godt sted, synes jeg, siger Lassen.
Formand Lennart Krimme hylder Lassens indsats i klubben.
- Peter har været en del af Hvidovre i flere omgange og har gennem årene varetaget et imponerende antal roller. Han har været med i både medgang og modgang - ofte som en helt central figur i hverdagen omkring førsteholdet.
- I perioder har han nærmest fungeret som en enmandsorganisation, og klubben havde ganske enkelt ikke været, hvor den er i dag, uden Peters store indsats, siger Lennart Krimme.
Med Lassens afgang er Hvidovre uden sportschef, men i stedet får cheftræner Martin Retov en funktion som manager med ansvar for "udvælgelse, udvikling og senere salg af talenter".
Hvidovre rykkede ud af Superligaen i foråret 2024 og ligger aktuelt nummer fire i den næstbedste fodboldrække.
/ritzau/
