Klopp forsvarer stor udskiftning efter nederlag i FA Cup

Liverpool-manageren måtte på grund af sygdom og småskader stille med mange reserver i FA Cup-opgør mandag.

Wolverhampton. Premier Leagues førerhold, Liverpool, indkasserede mandag aften holdets andet nederlag på stribe, da Wolverhampton overraskende vandt 2-1 i FA Cuppen.

Det var dog et noget andet mandskab, end det der torsdag tabte til Manchester City. Således havde kun to spillere fået genvalg i manager Jürgen Klopps startopstilling.

Tyskeren understregede efter kampen, at den store udskiftning skyldtes småskavanker og sygdom hos flere spillere.

- Efter City-kampen var der omgående et par spillere, der blev syge, og som havde ondt i halsen, siger Klopp og tilføjer:

- Et par af dem trænede ikke en gang efter City-kampen, så der var ikke nogen chance (for at de kunne spille mandag, red.).

- Stort set alle spillere, som ikke var her i dag, havde småproblemer, undtagen Ali (målmand Allison Becker, red.).

Den kroatiske forsvarsspiller Dejan Lovren var en af blot to spillere, der havde fået genvalg i startopstillingen.

Han måtte dog forlade banen allerede efter seks minutter, hvorefter den blot 16-årige hollænder Ki-Jana Hoever blev sendt på banen.

- Jeg har hørt, at det var en forstrækning - uden at han viste tegn på det før. Jeg spurgte alle - ingen tegn - ud af det blå. Så det var en beslutning, jeg var nødt til at træffe, siger Klopp om Lovrens skade og indskiftningen af unge Hoever.

Den 16-årige hollænder dannede i kampen et noget uvant midterforsvar sammen med Fabinho. Således var både Joe Gomez og Joel Matip henvist til bænken, mens Virgil van Dijk sad over.

Jürgen Klopp mener dog ikke, man kan klandre Ki-Jana Hoever for nederlaget til Wolverhampton.

- Han gjorde det godt, så det var alt sammen ok, siger han.

/ritzau/Reuters