Klöden undskylder angreb på Jaksche

Den tyske Astana-rytter Andreas Klöden beklager, at han kaldte Jörg Jaksche "skudt i hovedet" på en pressekonference i London før Tour-starten.

Det var ikke i orden, at den tyske cykelrytter Andreas Klöden kaldte den dopingbekendende kollega Jörg Jaksche for "skudt i hovedet" på en pressekonference før starten på Tour de France i London. Det erkender Astana-rytteren selv i en kommentar på sin hjemmeside.

- Det kan godt være, at jeg overreagerede en smule, da jeg på pressekonferencen kaldte Jörg Jaksche for "skudt i hovedet". Det vil jeg gerne undskylde, skriver Andreas Klöden.

Undskyldningen ændrer dog ikke ved Klödens grundlæggende opfattelse af sin landsmand.

- Jeg er imidlertid særdeles opbragt over, at visse mennesker aflægger tilståelser for penge og dernæst fremstiller sig selv, som var de cykelsportens redningsmænd, selv om de i årevis tydeligvis har løjet og bedraget uden nogen former for skrupler, skriver Andreas Klöden, som i år er blandt favoritterne til at hjemføre Tour-sejren.

Han afviser samtidig, at han skiftede fra T-Mobile til Astana for lettere at kunne dope sig.

/ritzau/