Klavs Bruun indkalder ekstra fløjspiller til VM-truppen

Trine Østergaard er fortsat tvivlsom til VM-kampene. Derfor støder Simone Böhme nu til den danske trup.

Trine Østergaard er fortsat tvivlsom til VM-kampene. Derfor støder Simone Böhme nu til den danske trup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har indkaldt højrefløjen Simone Böhme til VM-truppen, der lige nu forbereder sig til VM i kvindehåndbold.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet, fordi det fortsat er tvivlsomt, hvornår og hvor meget skulderskadede Trine Østergaard kan deltage i turneringen.

»Vi kan ikke gå ind i en VM-slutrunde uden en decideret højrefløj. Da det stadig er meget tvivlsomt, om Trine bliver klar til lørdag, har vi valgt at reagere nu.«

»Simone har vi haft med flere gange, og hun kender både holdkammeraterne, og den måde vi gerne vil spille på,« siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse.

Trine Østergaard var udset til at skulle passe højrefløjen alene ved VM, men hun faldt uheldigt i lørdagens testkamp mod Sverige og slog sin ene skulder.

Odense-spilleren var fraværende ved torsdagens træning i Tyskland, hvor hun i stedet brugte tiden på behandlinger hos landsholdets lægestab.

/ritzau/