Klatrestærk dansker tager samlet sejr i Kroatien
22-årige Tobias Svarre forsvarede førertrøjen og endte med at tage den samlede sejr i Cro Race.

22-årige Tobias Svarre forsvarede førertrøjen og endte med at tage den samlede sejr i Cro Race.

Mens verdenseliten er samlet til VM i landevejscykling i canadiske Montreal, har de danske cykeltalenter haft en fremragende uge i cykelløbet Cro Race.
Søndag kulminerede det, da 22-årige Tobias Svarre (Uno-X) forsvarede førertrøjen og tog den samlede sejr i det kroatiske cykelløb.
Torsdag havde Svarre erobret førertrøjen, da han vandt sin første professionelle sejr ved at sætte de to stjerner Antonio Tiberi (Bahrain Victorious) og Tim Wellens (UAE Emirates) til vægs på 3. etapes afsluttende stigning.
Svarre vinder løbet med fire sekunder ned til Tiberi, mens Wellens slutter på en tredjeplads - otte sekunder efter danskeren.
Siden har den unge dansker forsvaret førertrøjen og er hver dag kommet i mål med de øvrige favoritter. Søndag blev arbejdet gjort færdig, da han krydsede målstregen med resten af feltet på en forholdsvis flad etape.
Italienske Davide Donati (Red Bull) var hurtigst i massespurten på den afsluttende etape og vandt foran blandt andre den franske profil Paul Magnier (Quick-Step).
Onsdag kickstartede Svarres holdkammerat Carl-Frederik Bévort den danske dominans i Kroatien, da han vandt en spurtsejr på 2. etape.
Bévort endte med at vinde løbets pointtrøje, efter at han lørdag blev nummer fire på 5. etape, mens han blev nummer seks i spurten på søndagens 6. og sidste etape.
Tobias Svarre kommer i selskab med flere forholdsvis prominente navne, der har vundet Cro Race. Brandon McNulty vandt i 2024 og 2025, mens også Adam Yates og Vincenzo Nibali tidligere har vundet løbet.
Jonas Vingegaard er tidligere blevet nummer to i løbet.
RITZAU