Kjær: Vi kan ikke takke vikarlandsholdet

Vikarspillerne satte sig over kollektivet ved at stille op i testkampen mod Slovakiet, mener Simon Kjær.

Danmarks Christian Eriksen 10 og Simon Kjær 4 hilser på publikum efter Nations League fodboldkampen mellem Danmark og Wales på Aarhus Stadion søndag den 9 september 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup

De spillere, der i onsdags udgjorde det danske landshold mod Slovakiet i stjernernes konfliktbetingede fravær, skal ikke forvente en tak fra landsholdets sædvanlige anfører, Simon Kjær.

Det siger Kjær til tv-kanalen 6'eren efter Danmarks 2-0-sejr over Wales i Nations League.

»Man tager en side i en konflikt. Jeg kan læse, at de forventer en tak. Men vi kan ikke takke dem, for det var ikke vores side, de tog.«

»At de sagde ja til at spille, gjorde at vi ikke kunne komme på banen. Havde de sagt nej, kunne det være, vi kunne have fundet en løsning,« siger Simon Kjær.

Anføreren har hidtil afvist at ytre sig om vikarernes beslutning om at spille på trods af den verserende konflikt.

Nu fastslår han, at de spillere, der sagde ja til at stille op, i hans øjne satte sig over kollektivet.

»Jeg ved, hvad der er hoved og hale i det hele. Jeg ved, at der skal en aftale på plads, inden vi kan spille.«

»Jeg må rose de personer, der sagde nej. Der er intet over kollektivet, og sådan vil det altid være,« siger Simon Kjær.

Det "rigtige" landshold åbnede Nations League med en 2-0-sejr over Wales.

/ritzau/