KIF-ambitioner i dynamitpulje

Kasper Hvidt har igen og igen bevist, at alder ikke er nogen hindring for internationale toppræstationer i herrehåndbold. Og den 39-årige KIF Kolding København-keepers ambitioner i Champions League er uformindskede trods det danske mesterholds placering i en regulær dynamitpulje.  Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan godt være, at modstanden bliver hård, og at flere af spillerne er ved at have fundet de første grå hår, men KIF Kolding København vil endnu længere end tidligere.

»Har man lidt forstand på håndbold, kan man godt se, at man skal spille rigtig godt for at komme videre fra vores gruppe. Det er jo kanongode hold,« siger de danske mestres rutinerede målvogter, Kasper Hvidt.

»Umiddelbart ser det ud til, at Barcelona, Kielce og nok også Rhein-Neckar Löwen er de tre store favoritter, og så skal de resterende fem hold kæmpe om de sidste pladser,« siger Kasper Hvidt.

 

»Vi vil selvfølgelig gerne videre fra gruppen. Det er vores primære mål at komme blandt de 16 bedste i Europa. Og derfra ville det være en drøm at komme videre til kvartfinalen. Det har vi nu forsøgt to år i træk, hvor vi har ramt 1/8-finalen på formmæssigt dårlige tidspunkter. Så vi skal være klar til at levere to rigtig stærke kampe.«

 

Sidste sæson røg det jysk-sjællandske hold ud til kroatiske Prvo, der over to kampe slog danskerne ud med samlet 43-40. Året forinden var det makedonske Metalurg, der blev KIF Kolding Københavns banemænd.

»Det bliver meget spændende at se dem i Champions League, for de er ikke kommet overbevisende fra start i ligaen,« siger TV2s håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen.

»De er ramt af skader lige nu, men i de internationale kampe de seneste år har KIF været fantastisk godt spillende, og det tror jeg på, holdet kan gøre igen. Deres rutinerede spillere har dét ekstra gear, som kan gøre, at de kan være med i Champions League,« fortsætter han.

 

Nogle af de rutinerede kræfter, der skal bære det danske mesterhold mod mere succes i år, er den tidligere danske landsholdsmålmand Kasper Hvidt på 39, den 35-årige stregspiller Torsten Laen og forsvars-krumtappen Lars Jørgensen, der har rundet de 37. Alderen bør dog ikke være nogen bekymring, mener håndboldeksperten.

»Jeg er holdt op med at sige det, for de har bevist, at de - på trods af deres dåbsattester - er i stand til at præstere på meget, meget højt niveau, når det virkelig gælder.«

 

Onsdag aften lægger KIF Kolding København på udebane ud mod de svenske Champions League-debutanter IFK Kristianstad. Klubben brød sidste år en grusomt lang stime, da de for første gang siden 1953 tog det svenske mesterskab. Svenskerne bør dog ikke blive et problem.

»Kristianstad har mistet deres bedste spiller i sidste sæson, Magnus Olsson (skiftet til Skjern, red.), og det er et hold, KIF Kolding København skal vinde over,« siger Peter Bruun Jørgensen.

Det andet danske herrehold i Champions League er Skjern, som søndag spiller hjemme mod rumænske Baia Mare.