Kevin Magnussen snupper flot placering i Barcelona

Magnussen kan sætte otte point ind på VM-kontoen efter sin sjetteplads i Barcelona. Lewis Hamilton vandt.

Den danske racerkører Kevin Magnussen startede som nummer syv ved Formel 1-grandprixet i Barcelona. Scanpix/Josep Lago
Læs mere
Fold sammen

Den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas) endte efter fin kørsel som nummer seks i søndagens Formel 1-grandprix i Barcelona.

Dermed kan han sætte yderligere otte point ind på VM-kontoen og er oppe på 19 point efter 5 af sæsonens 21 løb.

Danskeren er nummer ni i VM-stillingen efter et relativt udramatisk løb, hvor han det meste af tiden kørte helt for sig selv.

Lewis Hamilton (Mercedes) vandt løbet i suveræn stil foran teamkammeraten Valtteri Bottas, mens Max Verstappen (Red Bull) og Sebastian Vettel (Ferrari) kom ind på de efterfølgende pladser.

Kevin Magnussen startede løbet som nummer syv efter en flot kvalifikation lørdag. Dermed startede han som såkaldt »best of the rest« lige bag de seks topracere fra Mercedes, Ferrari og Red Bull.

Finnen Kimi Räikkönen måtte omkring en tredjedel inde i løbet udgå med en fejl på sin Ferrari, og så var Magnussen blandt de allerbedste på sjettepladsen.

Derfra kørte den 25-årige dansker for sig selv i resten af løbet med over et halvt minut op til Red Bulls Daniel Ricciardo på femtepladsen og et halvt minut ned til Carlos Sainz fra Renault på syvendepladsen.

I front startede Lewis Hamilton i pole position, og briten kontrollerede løbet i alle 66 omgange. Dermed kunne Hamilton stille sig øverst på sejrsskamlen for andet grandprix i træk og udbygge føringen i den samlede VM-stilling.

Her har Lewis Hamilton 95 point, mens Sebastian Vettel er nummer to med 78 point.

Kevin Magnussens teamkollega, Romain Grosjean, var igen uheldig.

På første omgang spandt franskmanden rundt på banen i et solouheld, hvor han tog Toro Rossos Pierre Gasly og Renaults Nico Hülkenberg med i faldet. Alle tre kørere udgik.

Det er andet løb i træk, at Grosjean udgår.

Senest kørte han ind i barrieren i grandprixet i Baku, mens der var safety car på banen. Inden uheldet lå han ellers på sjettepladsen. Grosjean er stadig uden point i sæsonen.

/ritzau/