Kevin Magnussen afslører uenighed med far: Han begyndte at presse mig

Der er far og søn. Jan Magnussen og Kevin Magnussen.

Begge er i motorsportsbranchen, og det mest naturlige i verden er, at erfarne Jan Magnussen giver fif og gode råd og i andre tilfælde kritik til sin søn, og det har han også gjort.

Men Kevin Magnussen er nået til et punkt, hvor han har sagt fra.

»Vi gik igennem en periode, hvor vi ikke kunne enes. Han begyndte at presse mig og prøve at være for meget træner. Jeg kunne ikke lide, at han bekymrede sig, om jeg gjorde det godt nok eller ej, eller om jeg fik overhalet for et gult flag,« siger Kevin Magnussen til TV2, hvor han understreger, at der er et godt forhold mellem dem.

Og de taler stadig motorsport. Hele tiden faktisk, pointerer den nuværende danske Formel 1-kører med efternavnet Magnussen.

Ikke desto mindre gik de igennem en periode, hvor Jan Magnussen blev bedt om at blande sig uden om Kevin Magnussen gøren og laden bag rattet.

Der var ingen andre veje end at konfrontere sin far med det, afslører Kevin Magnussen.

»Ja, og det skulle jeg gøre i lang tid. Det var svært for ham. Jeg tror, at vi nåede til et punkt, hvor han kunne se ’Kevin kan godt nå noget med det her, så nu skal den satme have’. Så det skulle han lige lære at forstå, men så er han blevet den bedste motorsportsfar, jeg nogensinde har set. Der er så mange af de der fædre, der ikke kan blande sig udenom og står og råber i garagen. Det er bare aldrig en god ting,« tilføjer Kevin Magnussen, der samtidig slår fast, at Jan Magnusen i dag er påpasselig med, hvad han blander sig i i forhold til Kevin Magnussens karriere.