Kessler: Kom så med Calzaghe

I en stemning af dyb mistillid satte verdensmester Mikkel Kessler i går sin underskrift på en kontrakt, som en gang for alle gør ham til mangemillionær. 3. november venter Joe Calzaghe på Millennium Stadium i Cardiff foran et rekordstort publikum på op mod 70.000.

Promoter Bettina Palle holder godt fast i kontrakterne, en fra hvert verdensforbund i professionel boksning, mens Mikkel Kessler skriver under med sit sædvanlige skæve smil. Kampen kan indbringe Kessler mellem otte og 12 mio. kroner. Foto: Rune Evensen Fold sammen
Læs mere

Mikkel Kessler mødte op i en langærmet og stramtsiddende grå T-shirt til den seance, som bokseverdenen har ventet på hele sommeren. På et TV-transmitteret pressemøde fik han udleveret en billig reklamekuglepen og kradsede med venstre hånd sin signatur ned på tre særskilte kontrakter. En til hver af de tre verdensforbund i professionel boksning, WBC og WBA, hvor han selv er verdensmester, og WBO, hvor waliseren Joe Calzaghe er verdensmester.

Da blækket et øjeblik efter var tørt, kunne den 28-årige danske supermellemvægter med et skævt smil konstatere, at han har nået det højdepunkt i sin karriere, han har stræbt efter i halvdelen af sit liv.

»Det bliver en kæmpe kamp at bokse. En kamp, som jeg har drømt om, siden jeg var 13 år. Det generer mig overhovedet ikke, hvis der sidder 70.000 tilskuere, som er imod mig. For det gør mig kun stærkere, at jeg er underdog mod Calzaghe,« sagde Mikkel Kessler, som formodes at score mellem otte og tolv mio. kroner for ulejligheden den 3. november om natten.

Mens Mikkel Kessler som sædvanlig optrådte med stor værdighed og overskud, var der anderledes fut i hans manager Mogens Palle. Han benyttede sin platform foran et stort presseopbud og TV2 Sports rullende kameraer til at dele verbale øretæver ud til højre og venstre. Således måtte medierne stå model til små jabs fra den 73-årige boksearrangør, mens Joe Calzaghes promotor Frank Warren og kampens arrangør blev kaldt både utroværdig og løgnagtig.

»Jeg synes, at Frank Warren optræder arrogant og med en flothed. Tænk at han allerede har sat billetsalget til kampen i gang og solgt 20.000 billetter, inden Mikkel Kessler har skrevet under. Og så er han endda rejst på ferie midt i det hele. Det er muligt, at jeg også skulle tage en lille ferie,« sagde Mogens Palle, der har 50 års jubilæum som promotor blot fire dage efter VM-kampen i den imponerende Millennium Stadium.

Hvis det overdækkede stadion fyldes til sidste plads, som både Kessler og Palle forventer, så vil det være den største boksekamp, der nogensinde er bokset. Det hidtil største publikum til en boksekamp stammer fra revancheopgøret mellem Muhammad Ali og Leon Spinks i 1978 i Louisiana Superdome. Dengang gik der 63.500 tilskuere gennem tælleapparaterne. Til sammenligning var der 35.000 til Calzaghes seneste opgør mod Peter Manfredo Jr. i april i Millennium Stadium.

Ifølge Mogens Palle er det endnu ikke afgjort, hvilken dansk TV-station der skal vise matchen mellem Calzaghe og Kessler. Da pressemødet i går blev holdt i TV2 Sports studier kunne det ellers give et fingerpeg i retning af den kanal eller en pay-per-view aftale. Men DK4 vil gøre alt for at fastholde Mogens Palle på den aftale, han har med stationen frem til 2009.

»Vi vil strække os meget langt for at få den kamp. Men mon ikke Mogens Palle snyder os igen. Mit bedste bud er, at han tilbageholder TV-aftalen til efter sit næste boksestævne i Horsens den 14. september, som bliver vist på DK4. Herefter melder han en anden TV-udbyder ud,« siger DK4s sportschef Ib Søby, som dog melder, at der i dag er møde mellem Mogens Palle og DK4.

Mikkel Kessler forholder sig helt cool og udglattende til sin lidt iltre samarbejdspartner:

»Du ved, hvordan Mogens Palle er. Det tager jeg mig ikke så meget af. Kom nu bare med Joe Calzaghe,« siger han med sit velkendte varemærke: Et glimt i øjet og et skævt smil.