Kendt sportspar er blevet forældre

Det succesfulde badmintonpar Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, som også danner par uden for banen, kroner et flot år 2018 med at indlede 2019 med en gigantisk optur.

Kamilla Rytter Juhl har født parrets første barn, en datter.

»Sig hej til Molly, født 05.01.2019,« skriver Kamilla Rytter Juhl på Instagram, hvor man kan se hende stå sammen med Christinna Pedersen og babyen.

Det badmintonspillende kærestepar havde et stprt 2018, hvor de vandt såvel Malaysia Masters som All England.

Derefter lagde Kamilla Rytter Juhl ketcheren på hylden, fordi hun var blevet gravid.

»Det har været et fuldstændig vildt år. Vi er bare så glade,« sagde Christinna Pedersen i et stort interview med B.T Sport i efteråret.

Parret fortalte i interviewet, at de så småt begyndte at tænke på familieforøgelse efter de i sensommeren 2016 havde vundet sølv ved OL i Rio de Janeiro.

Det var dog først i løbet af 2017, mens de skrev på bogen om deres badmintonkarriere, 'Det unikke makkerskab', at der blev sat turbo på processen med at få børn.

»Efter OL gik det jo så godt for os på banen, at vi syntes det var svært at slippe. Vi blev derfor enige om, at strække det lidt i halen. Men drømmen om at blive forældre var stor. Derfor begyndte vi i 2017 at undersøge mulighederne for, hvordan den kunne realiseres,« sagde Kamilla Rytter Juhl til B.T. Sport.

Det er bestemt, at Christinna Pedersen i forbindelse med fødslen nu skal holde turneringsfri hele januar, og at hendes første turnering herefter bliver det individuelle DM.

All England-turnering i marts ventes at blive den første deres datter kommer til at opleve i udlandet.

»Det synes vi giver rigtig fin mening, da Kamilla og jeg jo er forsvarende mestre,« siger Christinna Pedersen, der ikke lægger skjul på, at hun selv har en stor drøm om at blive gravid.

»Vi har helt klart et ønske om at få flere børn. Så når jeg engang er færdig med at spille badminton på topplan, vil jeg også gerne gravid. Endnu er vi ikke gift, men man ved jo aldrig om der er en af os, der på et tidspunkt falder ned på knæ. Økonomisk har vi allerede sikret hinanden ved at have skrevet et fælles testamente,« siger Christinna Pedersen.