Kasper Hjulmand og Bayer Leverkusen skal forbi Premier Leagues aktuelle førerhold for at komme videre i Champions League.

Det står klart efter en lodtrækning i Nyon, hvor Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har sit hovedkvarter.

Her trak Hjulmands tropper Arsenal i et dobbeltopgør, og det bliver de første møder mellem holdene siden gruppespillet i 2002.

Det norske sensationshold Bodø/Glimt med den danske angrebsprofil Kasper Høgh trak samtidig Sporting med den danske landsholdsdynamo Morten Hjulmand.

Det er umiddelbart ikke en umulig opgave for nordmændene, når man tager i betragtning, at holdet i 2026 har nedlagt Manchester City, Atlético Madrid og Inter - blandt andet takket være fire mål af Høgh.

Netop vinderne af opgørene mellem Leverkusen og Arsenal samt Bodø/Glimt og Sporting skal desuden mødes i en kvartfinale.

På papiret er de absolut største møder i ottendedelsfinalerne Real Madrid mod Manchester City samt Chelseas brag mod den forsvarende mester, Paris Saint-Germain.

For Real og City er det fjerde sæson i træk, at holdene mødes i et dobbeltopgør. Spanierne har vundet tre af de møder, men tabte til gengæld 1-2 i denne sæsons ligaspil, da City kom forbi.

Vinderen af stormødet skal op mod vinderen af Atalanta-Bayern München i kvartfinalerne.

De første opgør i ottendedelsfinalerne afvikles om små to uger - 10. og 11. marts. Ugen efter er der returkampe.

Champions Leagues ottendedelsfinaler:

Paris Saint-Germain - Chelsea.

Galatasaray - Liverpool.

Real Madrid - Manchester City.

Atalanta - Bayern München.

Newcastle - FC Barcelona.

Atlético Madrid - Tottenham.

Bodø/Glimt - Sporting.

Bayer Leverkusen - Arsenal.

Kvartfinalerne:

Paris Saint-Germain/Chelsea - Galatasaray/Liverpool.

Real Madrid/Manchester City - Atalanta/Bayern München.

Newcastle/FC Barcelona - Atlético Madrid/Tottenham.

Bodø/Glimt/Sporting - Bayer Leverkusen/Arsenal.

/ritzau/