Kaptajn Rasmussen

Den gule trøje slap ud af Alperne uden problemer og forsvarede på smukkeste vist førstepladsen. Den førende dansker blev samtidig forfremmet til at være eneste kaptajn på Rabobank-holdet.

Michael Rasmussen (th.) holdt godt øje med Alejandro Valverde (tv.) under hele gårsdagens etape, da den danske Rabobank-kaptajn anser spanieren som den farligste konkurrent i klasse- mentet. Fold sammen
Læs mere

BRIANCON. Klokken 07.45 bankede det på døren til Michael Rasmussens værelse på Village Montana oppe i Tignes.

På uanmeldt besøg ville Den Internationale Cykleunions anti doping patrulje.

»Vampyrerne« fik deres blod og kunne senere på dagen udsende en kortfattet meddelelse om, at Rasmussen, ligesom resten af Rabobank-holdet, samt ryttere fra Lampre og Credit Agricole ikke havde uorden i hæmatokritten og derfor er sunde nok til at køre videre i Touren. Efterhånden daglig rutine.

Ved middagstid gik starten i Val dIsere, og efter et krævede ridt, hvor feltet blandt andet kæmpede sig over legendariske Col de Galibier, sluttede arbejdsdagen på den tohjulede ved 17-tiden i Briancon. Med kindkys af præmiepigerne samt håndtryk og skulderklap fra republikkens præsident Nicolas Sarkozy.

Nogle minutter senere gik det også op for franskmændene, at denne lille mand fra det høje nord stiler højt. På nationalt TV gik spørgsmålet på, om han var tilfreds med at have forsvaret den prikkede bjergtrøje, som den stakkels interviewer åbenbart troede var danskerens store mål. Han læser tilsyneladende ikke danske aviser.

Rasmussen fik rettet fejlen og forklaret, at han havde forsvaret førertrøjen, og at det er den, som det først og fremmest gælder om at bevare til Paris.

Ellers var den gule trøje yderst tilfreds. Alt andet ville også være urimeligt, al den stund han hele tiden virkede til at have kontrol over begivenhederne.

At Alejandro Valverde, der sammen med Cadel Evans og Alberto Contador lige nu ligner de hotteste bejlere til podiets øverste trin, tjente bonussekunder, skal klatreren fra Tølløse, som nogle kalder kyllingen, ikke lastes for. Langt vigtigere, at han tre gange kørte sin spanske udfordrer ind på mægtige Galibier.

»Her var jeg isoleret, da der blev kørt afsindigt stærkt, og mine holdkammerater faldt fra, men det betød ikke så meget, da alt alligevel gik op til sidst,« sagde han bagefter.

Han tilføjede dog hurtigt, at holdet havde gjort en god indsats ,og at førstepladsen, akkurat som sportsdirektør Erik Breukink havde bebudet dagen før, aldrig var i fare.

Noget blev der dog justeret. Således blev den populære hollandske rytter Michael Bogeerd citeret for, at Denis Menchov, der satte en del tid til, degraderes som medkaptajn, hvorfor man må formode, at Kaptajn Rasmussen nu styrer skuden alene.

Var den gule trøje og de otte mand, der jagter den, dagens vindere, blev Aleksandre Vinokourov taberen.

Det har han været i dagevis efter sit styrt, men i går gik det helt galt.

»Jeg kom godt over Telegraphe, men fik voldsomme smerter på Galibier,« forklarede forhåndsfavoritten, der nu er godt otte minutter fra førstepladsen. Helt som ventet kunne den unge tyske etapevinder Linus Gerdemann heller ikke stå distancen og måtte vinke farvel til andenpladsen.

Derimod jubel hos etapevinder Juan Mauricio Soler. En colombianer, der har kæmpet sig frem på den hårde måde. Begyndte at cykle for at forsørge sin fattige familie, men ikke med de store sejre på CVet. Indtil i går, forstås.

»Det er det bedste, der er sket i mit liv,« sagde han.