Da tennisspilleren Clara Tauson i sidste uge meldte afbud til Billie Jean King Cup, var det realistisk set et farvel til de danske sejrschancer mod Mexico og Canada.
Verdens nummer 12 gjorde reelt forskellen på, om Danmark i denne uge kan spille sig videre eller ej i kvindernes landsholdsturnering.
- Det gør det klart. Havde Clara været her, havde hun været et hoved bedre end alle de andre, så det ville selvfølgelig have hjulpet os meget, siger sportschef i Dansk Tennis Forbund og holdkaptajn Jens Anker Andersen.
Holdet i Mexico består nu af kvartetten Johanne Svendsen, Rebecca Munk Mortensen, Emma Kamper og Laura Brunkel, og som de to klart bedst placerede må man forvente, at Svendsen og Mortensen spiller singlerne.
Svendsen er nummer 554 på verdensranglisten, Mortensen er 652, og dermed er der langt op til Canadas bedste es, Victoria Mboko, der er nummer 19, og Mexicos bedste, Renata Zarazua, der nummer 70.
Johanne Svendsen og Rebecca Munk Mortensen er dog bare henholdsvis 21 og 20 år, og ifølge Jens Anker Andersen er ambitionen på sigt, at de to kan blive grand slam-aktuelle.
- Johanne er på en god rejse og har spillet nogle fantastiske kampe undervejs. Især når hun spiller Billie Jean King Cup. Man kan måske undre sig lidt over, at det ikke går en smule hurtigere, når hun spiller om point på WTA Touren.
- Det går bare godt, når hun har et hold bag sig og Danmark på ryggen, så nu handler det om også at overføre det til individuelle turneringer. Det skal nok lykkes, vi har stor tro på hende, siger sportschefen.
Tidligere på året viste Svendsen, at hun kan bide skeer med spillere fra et højere luftlag, da hun pressede verdens daværende nummer 37 Rebecca Sramkova i en Billie Jean King Cup-kamp på 3 timer og 10 minutter.
Mortensen er lidt længere tilbage i udviklingen, men det hænger også sammen med, at hun først efter studentereksamen i sommer har helliget sig sporten 100 procent.
- Det har givet hendes tennis et løft, at hun ikke længere har lektierne. Det er godt, at hun lige nu kun tænker tennis og kan træne og arbejde ordentligt, mener holdkaptajnen.
Han minder samtidig om, at man ikke bare kan spadsere op af ranglisten, da konkurrencen er stor. Da Danmark ikke kan bryste sig af turneringer på de højeste niveauer, hænger wildcards heller ikke på træerne.
- Vi får ingen wildcards til store turneringer som nogle af de andre, så vi er nødt til at tage den tunge vej op. Der er ikke mange point i de små turneringer, så der skal vindes mange kampe og rejses meget.
Danmark, Mexico og Canada kæmper om en plads i playoffrunden til Billie Jean King Cup Finals, men uden Tauson er det ikke her, det danske fokus ligger.
- For os er processen vigtig. Kommer vi hjem med fire piger, der synes, de har løftet deres spil en lille smule, har det været en god uge for os. Kan vi også vinde nogle kampe, er det selvfølgelig endnu bedre. Og det er da også målet.
- Men vi må også være realistiske og indse, at modstanderne har spillere, der ligger højere på verdensranglisten, lyder det fra Jens Anker Andersen.
Fredag klokken 23 dansk tid begynder Danmarks første kamp mod Mexico i Monterrey. Et døgn senere gælder det Canada.
En kamp består af to singler efterfulgt af en double. Den samlede gruppevinder avancerer til "qualifiers" i 2026, hvor man kan sikre plads ved Billie Jean King Cup Finals.
/ritzau/
