KAPITEL 1 (1909-1985). En storklub bliver født

I 45 år har Per Bjerregaard været den centrale figur i Brøndby IF, som spiller, træner, læge, direktør og formand. I dag frygter medlemmer, fans, sponsorer og investorer, at han er ved at trække klubben ned i dybet. Berlingske Tidende trevler i tre kapitler historien op om Brøndbys fødsel, storhed og fald.

På billedet jubler John »Faxe« Jensen (tv.), borgmester Kjeld Rasmussen og Per Bjerregaard (th.) over Brøndbys første danske mesterskab i 1985. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

26.108 struber skrålede lørdag eftermiddag den 11. juni 2005 om kap på The Queens’ evergreen: »We are the Champions.« På banen blev træner Michael Laudrup og assistent John »Faxe« Jensen slynget op og ned i luften af euforiske spillere, mens direktør Per Bjerregaard med glædestårer i øjnene stirrede op på den fluorescerende tekst på klubbens dyrt indkøbte lystavle: Brøndby-Herfølge 7-0.

Under de ufattelige sejrscifre, som sikrede forstadsklubben sit 10. danske mesterskab på 20 år, stod en perlerække af målscorere listet op: 1-0, Johan Elmander. 2-0, Thomas Kahlenberg. 3-0, Per Nielsen. 4-0, Daniel Agger. 5-0, Martin Retov. 6-0, Thomas Kahlenberg. 7-0, Morten Skoubo.

Det er to år siden, og ingen havde dengang fantasi til at forestille sig den enorme sportslige og ledelsesmæssige krise, Brøndby IF lider under i dag.

Laudrup og Faxe ragede uklar med ledelsen i Brøndby og er i dag trænere i Getafe. Johan Elmander og Thomas Kahlenberg er solide topspillere i fransk fodbolds bedste række. Morten Skoubo spiller med ujævne mellemrum i spansk fodbold, mens unge Daniel Agger optræder fast på et af verdens bedste klubhold, Liverpool.

Brøndby sikrede sig en solid økonomisk saltvandsindsprøjtning i omegnen af 150 mio. kroner på salget af sine fire stjernespillere. Men hvad var det i virkeligheden, Per Bjerregaard solgte fra? Var det fire spillere, som blot kunne erstattes af nye profiler? Eller var det klubbens sjæl, der her blev pantsat?

Fra Fremad til Brøndby
I ethvert imperiums historie er der visse datoer, der lyser op i annalerne. Hos Brøndby IF er den 1. februar 1909 central. På den dato for snart 100 år siden pumpede nogle bønder fra landsbykommunerne Avedøre og Brøndbyerne en fodboldblære op og stiftede Gymnastikforeningen Fremad. Klubbens fodboldhold lejede sig et mindre areal af gårdejer Kort Kortsens fede jorde i Brøndbyøster Landsby. Lejen androg sig 50 kroner årligt, som man kan læse det i bogen »Slaget om København.«

Knap 20 år senere brød fodboldafdelingen ud af »Fremad« og etablerede sig som Brøndbyvester IF, mens en rivaliserende klub på egnen, Brøndbyøster og Omegns IF, så dagens lys.

Mellem de to klubber opstod nogle drabelige slag frem til en ny skelsættende dato, nemlig den 1. december 1964, hvor de to klubber efter årtiers splid og rivalisering begravede stridsøksen og fusionerede til det, vi i dag kender som Brøndby IF.

To år tidligere var teenageren Per Bjerregaard flyttet med sine forældre til Brøndby fra Randers. Efter et kort intermezzo i hovedstadsklubben KB slog han sig ned i den lokale klub, Brøndbyøster IF, hvor den intellektuelle medicinstuderende krøltop i løbet af ti år etablerede sig som klubbens ubestridt stærke mand og samlende figur.

»I 1972 stoppede jeg som anfører på vores førstehold, fordi jeg var blevet læge og ikke havde tid til at spille. Dengang sad anføreren i klubbens bestyrelse, og bestyrelsen bad mig i stedet om at blive formand for klubben. En af dem, der bakkede den beslutning op, var seniorformanden – og det var min far,« fortæller Per Bjerregaard til Berlingske Tidende.

Den udtalelse siger en hel del om en klub med stærke bånd til familien Bjerregaard. Og den indvarsler samtidig de problemer, Brøndby slås med i dag.

Brøndby-sjælen fødes
Da Per Bjerregaard kom til byen, spillede Brøndby seriefodbold under SBU, hvor man udkæmpede drabelige dyster mod Store Heddinge og den lokale storklub Glostrup IC. Ja, i 1970 måtte man endda lide den tort at se to klubber fra nabobyen Glostrup rykke forbi på vej mod divisionsfodbold, mens Brøndby endnu sad fast i Sjællandsserien.

Otte år senere havde opkomlingene fra Brøndby kæmpet sig op i landets næstbedste række, anført af den spillende træner Finn Laudrup. Et efternavn, som siden er tatoveret ind i Brøndby-sjælen via sønnerne Michael og Brian og deres ekvilibrisme på en fodboldbane. Samme år opgav den fremgangsrige fodboldklub på Vestegnen sin amatørstatus, da professionel fodbold blev indført i Danmark.

Brøndby var i de år nærmest inkarnationen af den socialdemokratisme, som voksede frem i satellitbyerne på S-togsnettet syd og vest for København. Byen havde tidoblet sit indbyggertal siden Anden Verdenskrig og var ligesom Hvidovre, Ishøj og Gladsaxe ledet af en socialdemokratisk bykonge. I Brøndby hed han Kjeld Rasmussen. Det hed sig om ham, at han altid havde sit medlemskort af fodboldklubben liggende i brystlommen mellem hjertet og borgmesterkæden. I en periode var han også formand for den lokale fodboldklub.

Drengen til Brøndby
Samspillet mellem fodboldklubben og kommunekassen var så stærk en cocktail, at flere etablerede storklubber i København var fristet af at flytte sine aktiviteter til Brøndby. Således var Akademisk Boldklub tæt på at vælge Brøndby, før man flyttede til Gladsaxe. Ligesom kontinentets ældste fodboldklub og det ene ben i den senere FCK-fusion, KB, fik et tilbud, der var svært at afslå.

»På et tidspunkt drøftede vi, om KB skulle flytte til Brøndby, og det var meget seriøse drøftelser,« fortæller borgmester Kjeld Rasmussen i »Slaget om København«.

KB var kommet i klemme i såvel København som Frederiksberg kommune, hvor jorden var knap, og politikerne sad noget tungere på kommunekasserne. Flytteplanerne gik begge gange i vasken, og derfor byggede man Brøndby IF op fra bunden.

En medvirkende årsag til den snarlige succes var, at Brøndby IF støvsugede klubberne fra København og Sjælland for talenter og opbyggede en ungdomsafdeling med enorm styrke. Det skulle få år senere vise sig at være guld værd. Drengen, der tegnede de nye tider i dansk fodbold bar også efternavnet Laudrup, nemlig det 17-årige stortalent Michael Laudrup, som flyttede fra KB til hjembyen Brøndby. Han hed aldrig andet end »Drengen«.

Velkommen til toppen af dansk fodbold. Og velkommen til Brøndbys første landsholdsspiller. Michael Laudrup blev symbolet på, at Brøndby var rykket et afgørende skridt op i det danske fodboldhierarki. Som 17-årig spillede han på det Brøndby-hold, som i sin første optræden i landets fineste fodboldrække maltrakterede B1909 med de ydmygende cifre 7-1.

Pokalen kom i hus
Alligevel skulle der gå yderligere tre år, før den fremgangsrige formand Per Bjerregaard med de ungdommelige, buskede Elvis-bakkenbarter kunne fejre klubbens første mesterskab. Allerede fire runder før afslutningen af 1985-sæsonen løftede Brøndbys talentfulde mandskab – under ledelse af en ung, fremsynet træner ved navn Tom Køhlert – det største symbol, man kunne opnå i dansk fodbold i de år: DM-pokalen.

Brøndbys ledelse tog nye initiativer i en for dansk fodbold hidtil uset hastighed. Kronen på værket blev indførelsen af fuldtidsprofessionel fodbold i klubben året efter, hvor man rådede over et mandskab af grotesk styrke efter danske forhold. Smag blot på navne som disse: Lars Olsen, Claus Jensen, Kim Vilfort, Kent Nielsen, John »Faxe« Jensen og Peter Schmeichel, hentet hos naboerne fra Hvidovre.

Grundstenen var lagt til det eventyr, som de kommende 20 år skyllede ind over den københavnske forstad. Et eventyr, der løftede Brøndby til national og international hæder og succes. Hædersmanden i centrum var og er klubbens nuværende formand: Per Bjerregaard.

Læs kapitel 2 på tirsdag: »20 år på toppen«