Det er en del af sportens dna hele tiden at have blikket rettet fremad. Ikke hænge sig i fortiden eller fjumre rundt i egne og andres fejl. Bevare fokus. Stræbe mod nye horisonter. Den slags.
Årets Tour de France har været plaget af styrt. Ja, det er nok en underdrivelse, for på mandagens etape begyndte de mange ture i asfalten at få et næsten tragikomisk skær, og skarpe reaktioner fra ryttere og sportsdirektører har haglet ned over arrangørerne i efterspillet.
Var mandagens ruteplanlægning for risikobetonet?
Det var den utvivlsomt.
Et par af de mere erfarne ryttere i feltet havde set den skæbnesvangre skrift på væggen og forsøgt at få ASO-løbsdirektør Christian Prudhomme og Den Internationale Cykle Unions kommissær overbevist om, at man burde flytte den tidsneutrale zone til fem- eller ottekilometermærket.
Det ville fjerne det værste tryk fra feltets positionskamp og gøre det mindre risikabelt at manøvrere gennem en passage ved Sainte-Tréphine fire kilometer fra mål. Det var her, mandagens voldsomste styrt skete, men det var langtfra det eneste.
Farvel til store profiler
Facit efter de første tre dage i løbet er, at feltet er et hårdt ramt skadeslazaret. Det har også betydet et farvel til den australske lommeraket, sprinteren Caleb Ewan (Lotto-Soudal) og hans lovende landsmand Jack Haig (Bahrain-Victorious). Og så er der de store profiler med tidstab og banesår. Miguel Ángel López (Movistar), Geraint Thomas, Richie Porte og Tao Geoghan Hart (Ineos) og ikke mindst løbsfavorit Primoz Roglic (Jumbo-Visma).
Det er indlysende, at ASO (og andre løbsarrangører) har et ansvar for omtanke og sikkerhed, når ruten er på tegnebrættet. Men som tilskuer gider man heller ikke se etaper udfolde sig på tresporede motorveje eller lukkede racerbaner, som den danske Tour-etapevinder Søren Kragh Andersen mandag tørt konstaterede over for TV 2s reporter Søren Reedtz.
Tour de France betyder nærkontakt af tredje grad
Tour de France er verdens vigtigste cykelløb i forhold til prestige, eksponering og sponsorer. Og det sætter sig igennem på alle niveauer.
Løbet har de allerbedste og mest formskarpe ryttere til start. Og især i den første fase af løbet, hvor alle er friske, er alt højintenst, stressfuldt og nådesløst. Tour de France har også med afstand de fleste og de bedste sprintere til start, og det betyder nærkontakt af tredje grad, efterhånden som målstregen nærmer sig, fordi alt for mange hold kæmper om for lidt plads.
Et element af gladiatorsport
Derfor vil styrt være så godt som uundgåeligt og en del af gamet. Cykelsporten har et element af gladiatorsport i sig. Det er også en del af fascinationskraften, selvom det gør ondt at se, når det går galt.
Lidt orden i kaos kommer der onsdag på den 27 kilometer lange enkeltstart fra Changé til Laval. For en dag kan rytterne køre uden at sidde i et bissende felt, og for klassementsryttere, som ikke helt har mistet enhver illusion, bliver det en mulighed for at rette op på de første dages tidstab.
Ingen vil kunne tillade sig at vente på de bjerge, der heller ikke er mange af i dette års Tour. Der er ikke en meter asfalt mere at spilde.
Det bliver sandhedens halve time at tilbagelægge de 27 kilometer på en flad og ukompliceret rute.
2020 blev et historisk år
De seneste år er konkurrencen mellem de førende ryttere blevet skærpet ud i det ekstreme. Det er til at aflæse i løbsstatistikkerne.
Sæsonen 2020 var nok et år præget af pandemi og anomali på mange punkter. Men det var også første gang i cykelhistorien, man så Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta Espana blive afgjort med mindre end ét minut mellem nummer ét og to i løbet.
Over de seneste fem år er ingen Grand Tour blev vundet med over tre minutters margin.
Set over de seneste ti år har kun Vincenzo Nibali i Tour de France 2014 og Alberto Contador i Giro d'Italia 2011 formået at vinde med mere end fem minutters forspring.
Jævnbyrdigheden er blevet større. I hvert fald når man ser på den absolutte top.
Den forsvarende Tour-vinder, Tadej Pogacar (UAE), er kommet uskadt gennem det indledende kaos i årets Tour. Den 22-årige slovener ligner en mand, der bliver svær at vippe af tronen. Men vejen til Paris synes brolagt med uforudsete udfordringer.
Det har både vi og rytterne fået set til overmål indtil nu. Vi må til at se fremad.
