Kaos i Vendsyssel: Det er tåbeligt, DBU

Der er travlt på Vendsyssels stadion, hvor der søndag den 16. september afvikles to kampe med kort mellemrum. Henning Bagger

Der er travlt på Vendsyssel FF's fodboldbaner denne søndag. Klokken 12.00 blev opgøret mellem vendelboerne og Hobro IK skudt i gang i Superligaen.

Og klokken 16.30 møder kvinderne fra Fortuna Hjørring B93 i Elitedivisionen – cirka to en halv time efter superliga-kampen slutter.

Og det er jo sådan set herligt, at bolden ruller, men kamptidspunktet giver et alvorligt problem for stadionansvarlig ved Hjørring Kommune Lars Nielsen.

1-0, efter Andreas Kaltoft scorer mod Hobro, søndag den 16. september (Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix) René Schütze

For imellem kampene er der lige under to timer til at få banen klippet og repareret, kridtet stregerne op på ny, skiftet sponsorbannere og afviklet post-match-interviews.

Ifølge Lars Nielsen tager det omtrent halvanden time at få banen klar. Så er klokken næsten 16, men kvindeholdene skal også nå at få varmet ordentligt op inden kampstart klokken 16.30.

»Vi går i gang, lige efter Vendsyssel FF er færdige. Vi skal nok lykkes med det, men det er langtfra optimalt. Jeg kan ikke forstå, at DBU eller Divisionsforeningen ikke kan lægge kampene anderledes,« siger han og tilføjer:

»I Superligaen drejer det sig jo også om tv-tider, men jeg forstår ikke, at de ikke kan lægge Fortunas kampe eller omvendt sådan, at de ikke skal spille lige oven i hinanden. Der må være en nøgle, der passer til at løse det problem.«

Læs også: Rooney: Derfor fejlede United-stjerne

Lars Nielsen forlader sig på de frivillige i klubberne, som han kalder »fantastiske«. Men i dag er det især et problem for Fortuna Hjørring.

»De skal klæde om i andre omklædningsrum, som ikke er en del af deres rutine.«

Kunne man ikke have lagt Fortunas kamp senere i dag?

»Måske, men kvinderne er ikke fuldtidsprofessionelle, og B93 skal nå at komme tilbage til København. Lørdag kunne Fortuna ikke spille, fordi de har været i Italien for at spille Champions League. Det kommer til at lykkes, men jeg synes godt, at DBU kunne være opmærksomme på det. Det er jo lidt tåbeligt, at vi efter en landsholdspause på fjorten dage ikke kan løse det her.«

Divisionsforeningen rykker sig ikke en tøddel

Peter Ebbesen er turneringschef hos Divisionsforeningen og planlægger her Superligaen. Han mener ikke, at det er hans ansvar at sørge for, at der er mellemrum mellem de to kampe.

Læs også: Landsholdskonflikten fortsætter: Det kan blive konsekvenserne

»Vi planlægger først og fremmest Superligaen, som er den første turnering, der programlægges i dansk fodbold. Vi kigger derfor ikke på andre turneringer. Det må DBU gøre. De kan kigge på Vendsyssel FFs program og derefter lægge Fortunas kampe på udebane i den weekend, hvor Vendsyssel spiller hjemme,« siger han og tilføjer:

»Derudover kan vi ikke retfærdiggøre over for de tv-rettigheder og -aftaler, vi har, pludselig at ændre i kampprogrammet, fordi et stadion bliver spillet på af to hold«

Spilletidspunkter for kampe i Superligaen bliver fastlagt, fire uger før de spilles.

B.T. Sport forsøger fortsat at få en kommentar fra DBU.