Team Esbjerg og Dortmund havde lige mange point i kvindernes Champions League i håndbold, før de to holds indbyrdes møde søndag eftermiddag. Men da første bold blev kastet i Esbjerg, var det slut med jævnbyrdigheden.
Grundlagt af en forrygende start og en fantastisk første halvleg vandt Team Esbjerg med 36-29.
Henny Reistad og Michala Møller spillede stærkt i bagkæden, og målvogteren Katharina Filter var hård ved sine tyske landsmænd med 12 redninger alene i første halvleg.
Dortmund blev skilt ad fra første minut af et veloplagt hjemmehold, der var opsat på revanche for en elendig præstation i Rumænien i seneste spillerunde.
Allerede efter seks minutter tog Dortmund-træner Henk Groener sin første timeout. Da havde Team Esbjerg scoret på sine første syv angreb og bragt sig foran 7-2.
Derefter virkede det en overgang, som om tyskerne om ikke andet havde fået sat en bremse på det danske lyntog. Ni minutter før pausen var den esbjergensiske føring stadig på fem mål, men så gik det pludselig stærkt.
Efter seks Team Esbjerg-scoringer på stribe stod der 21-10 på lystavlen, og ved pausen var de danske vicemestre foran 24-14.
Hos gæsterne fandt man den mangeårige Team Esbjerg-spiller Kaja Kamp, men landsholdsspilleren har givetvis haft sjovere oplevelser i hallen i Esbjerg.
Kampen var reelt afgjort ved pausen, så det var ikke overraskende, at esbjergensernes spil mistede lidt intensitet i perioder af anden halvleg.
Spillet blev mere rodet, og der indfandt sig flere fejl. Efter en dårlig Team Esbjerg-periode fik Dortmund reduceret til 26-32. Men tættere på kom gæsterne ikke, og der var på intet tidspunkt tvivl om, hvor de to point ville havne.
Team Esbjerg er med sejren oppe på seks point efter seks kampe i Champions Leagues gruppespil.
/ritzau/
