Kane vil bryde engelsk titelforbandelse: Vi skal over målstregen
Med en 2-1-sejr over Norge er England klar til VM-semifinalen. England har ikke vundet en titel siden 1966.

Med en 2-1-sejr over Norge er England klar til VM-semifinalen. England har ikke vundet en titel siden 1966.

Det engelske fodboldlandshold har længe kæmpet med om titlerne uden at vinde nogen pokaler.
Det vil anfører Harry Kane have ændret på ved det igangværende VM, hvor England er klar til semifinalen efter en 2-1-sejr over Norge.
- Det har været en ekstremt succesfuld periode for vores landshold. Vi vil gerne gå hele vejen. Det er den brik, vi mangler lige nu, siger Harry Kane til BBC.
- Vi banker på døren. Det bliver en stor uge, siger angriberen.
England, der senest vandt en titel i 1966, har været i finalerne ved de seneste to EM-slutrunder, men begge gange er det endt med nederlag.
Holdet har også vist sig stærkt frem ved VM. I 2018 nåede England semifinalen, mens kvartfinalen blev endestationen ved VM i Qatar for fire år siden.
Mod Norge kom England bagud med 0-1 ti minutter før pausen, men Jude Bellingham fik udlignet kort efter.
Efter 1-1 i ordinær tid gik opgøret ud i forlænget spilletid, hvor Bellingham blev matchvinder.
Harry Kane erkender, at det engelske spil ikke var prangende i opgøret mod Norge.
- Vi viste kvalitet i perioder, men det var ikke godt nok. I sidste ende fandt vi en måde at vinde på, siger anføreren og roser Jude Bellingham, som har scoret flere vigtige mål under VM.
Den 23-årige midtbanespiller er nu oppe på seks scoringer under slutrunden.
- Forskellen var igen Jude med to mål på de helt rigtige tidspunkter. Det var det, der sikrede os sejren. Vi kunne have spillet bedre - især med bolden, siger Kane.
Jude Bellingham erklærer sig ligeglad med, at spillet mod Norge ikke var det kønneste.
- Det var en mesterlig præstation på en anden måde. Det var ikke den slags, hvor vi spiller bolden rundt og skaber en million chancer, men en mesterlig præstation, hvad angår kampgejst og vilje, siger Bellingham til BBC.
I semifinalen skal England op mod enten Argentina eller Schweiz, der mødes natten til søndag.
Englands eneste store titel blev vundet for 60 år siden, da englænderne tilbage i 1966 vandt VM på hjemmebane.
RITZAU