Kalkuleret Kristoff skrev norsk cykelhistorie

Alexander Kristoff vandt Flandern Rundt.
Læs mere
Fold sammen

Med sin femte sejr inden for en uge strøg Alexander Kristoff helt til tops i forårsklassikeren Flandern Rundt efter et fejlfrit løb.

Det kan se så nemt ud, når det føres igennem til perfektion. At vinde en af de store klassikere sker som regel på baggrund af en række pressede beslutninger og den udvikling, løbet dikterer.

Når norske Alexander Kristoff spoler filmen fra 2015-udgaven af Flandern Rundt igennem, vil han selvsagt glæde sig over at have vundet karrierens andet løbsmonument efter jomfru-triumfen i Milano-Sanremo sidste år. Men som de fleste sportsfolk vil der i reglen være noget at rette til, justere på og forbedre. Det er en del af processen, det er sådan man rammer cremen af den absolutte elite. Det kan være forræderisk at fokusere på resultatet alene, hvis man ikke får alle faktorer med i ligningen.

Eneste problem skulle være: Der vil ikke være noget at komme efter for Alexander Kristoff. Den 27-årige nordmands sejr efter 264 km igennem et virvar af brostensminerede bakker og vindblæst belgisk bondeland kom efter en kørsel præget af modenhed og koldblodige overvejelser.

Det i sig selv kan være svært, når man sidder i selskab med et sejrshungrende ulvekobbel af rivaler. Og når mere end seks timer med accelerationer, nedbremsninger, eder og forbandelser og mælkesyrens hærgen i muskelmassen begynder at tære på den mentale harddisk.

Det er her, en mester hæver sig over de næstbedste. Og det var, hvad Alexander Kristoff gjorde, da han med lethed overspurtede sin sidste forhindring i skikkelse af QuickSteps hollandske outsider Niki Terpstra.

Forud var gået et løb, hvor Alexander Kristoff egentlig lod det meste komme til ham. Ved ikke at bruge de kollektive ressourcer, Katusha-mandskabet kunne fremvise med veteranen Luca Paolini til at svinge dirigentstokken. Og ved selv at tage affære med en pletfri timing og et veludviklet løbsinstinkt.

Den slags lader sig ikke gøre uden også at vælge sine momenter. For Kristoff skete det, da Niki Terpstra besluttede sig for at skyde finalen i Flandern Rundt i gang med en offensiv, som skulle tvinge samtlige favoritter til at jonglere med indsatsen.

Det var her, Kristoff slog til. Vel vidende, at det var hans mulighed for at komme de frygtede forceringer af den lange dræberbakke Oude Kwaremont og den sadistisk scenograferede Paterberg i forkøbet.

Kristoff var sig pinligt bevidst, at han tabte løbet på de få kilometer i 2014. Og hvis ikke historien skulle gentage sig, ville han være pisket til at komme ind på det ujævne underlag med margin nok til også at være i live efterfølgende.

Det lykkedes til overflod. Bagude brændte Team Skys Geraint Thomas den sidste rest af kernetropperne af, og stemningen af lige-før-lukketidspanik tvang Tinkoff-Saxos Peter Sagan til en frugtesløs forfølgelse i selskab med vidundervæddeløberen Greg Van Avermaet.

Det hele var for sent og for lidt. Eller rettere: I front sad feltets stærkeste mand, og Alexander Kristoff kunne køre mod målstregen i Oudenaarde med Niki Terpstra som en slagen mand. Ingen er hurtigere efter et langt og opslidende løb end netop Alexander Kristoff.

Det viste Alexander Kristoff allerede tidligere på ugen ved at vinde tre etaper og løbet sammenlagt i Tre dage ved Panne. Men hvis mini-etapeløbet var et dygtigt svendestykke, leverede Kristoff selv mesterværket i sæsonens 10. sejr.