Kaka brænder for at vinde VM med Milan

De italienske storhold landede her til formiddag i Narita lufthavnen nær Tokyo, hvor milaneserne blev mødt af japanske fans klædt i de karakteristisk sort-røde farver.

Sikke nogle flotte bisser! Japanske fans med hysteriet i højeste gear tager imod AC Milans spillere, der i dag landede i NArita lufthavnen nær Tokyo og blev mødt af disse. (foto: TOSHIFUMI KITAMURA/AFP) Fold sammen
Læs mere

Med den brasilianske stjerne Kaka som gallionsfigur, er AC Milan torsdag kommet til Japan, hvor holdet de kommende dage skal forsøge at vinde den nyetablerede Club World Cup, der har afløst det gamle finalemøde mellem det europæiske mesterhold og det sydamerikanske ditto.

Sidste års Champions League-vindere træder dog først ind i den nyetablerede VM-turnerings semifinaler sammen med argentinske Boca Juniors, der ligeledes er blandt de seedede klubber blandt de syv deltagende hold.

I den indledende runde møder iranske Sepahan således det new zealandske amatørhold Waitakere United og vinderen af det opgør, får derefter æren af japanske Urawa Diamonds, hvorefter AC Milan venter.

Boca Juniors kan se frem til at møde vinderen af mexicanske Pachuca og tunesiske Etoile Sportive du Sahel i deres del af semifinalerne.

Der er dermed lagt op til en forventet finale mellem AC Milan og Boca Juniors. Sidstnævnte har vundet VM-titlen i den "gamle" turnering så sent som i 2003, hvor man slog AC Milan efter straffesparkskonkurrence. Italienerne har på deres side vundet turneringen tre gange, men den sidste triumf daterer sig så lang tilbage som 1990, og derfor er der fornyet motivation for at hive trofæet hjem til støvlelandet.

"Jeg har et brændende ønske om at vinde Club World Club. Jeg har ikke glemt, at vi tabte til Boca Juniors i 2003, så denne gang er vi hypermotiverede og opsatte på at tage titlen med hjem," forsikrer Kaka, der netop er blevet kåret som årets spiller i Europa.

Turneringen i Japan bliver formentlig også veteranen Paolo Maldinis sidste optræden på absolut topplan og den 39-årige legende vil utvivlsomt gerne tage en en titel med til den i forvejen righoldige samling.