Kæmpe dansk cykeltriumf: Fuglsang vinder Tour-optakt

Foto: PHILIPPE LOPEZ.
Læs mere
Fold sammen

Et jubelbrøl og en knyttet næve fra Jakob Fuglsang (Astana) sagde det hele.

Fuglsang viste storform inden Tour de France og vandt 8. etape og tog den samlede sejr i cykelløbet Criterium du Dauphiné.

Fuglsang leverede med etapesejren og ikke mindst den samlede sejr karrierens vel nok største bedrift.

Det var samtidig en af de flotteste præstationer af en dansk cykelrytter i mange år.

Richie Porte (BMC) var foran med 1 minut og 15 sekunder i forhold til Fuglsang inden den sidste etape, men danskeren snuppede de nødvendige sekunder.

Fuglsang høstede ti vigtige bonussekunder, fordi han vandt etapen, og danskeren endte med at vinde løbet samlet med præcis ti sekunder ned til Porte.

Inden Fuglsang kørte solo til toppen af Plateau de Solaison i de franske alper, viste han både kløgt og gode ben, da han kørte fra stærke bjergryttere som Chris Froome (Sky) og Alberto Contador (Trek).

Fuglsang sad først med på hjul af Froome, som også jagtede den samlede sejr og næsten ene mand fik indhentet udbryderne Fabio Aru (Astana) og Alejandro Valverde (Movistar).

Aru og Valverde førte længe an helt i front, men duoen blev hentet på den sidste stigning af gruppen med Froome og Fuglsang.

I den situation kunne Fuglsang lukrere på at være passiv og spare kræfter, da han havde holdkammeraten Aru foran sig og derfor ikke skulle op at føre.

Valverde havde satset på den samlede sejr og brugt mange kræfter og faldt fra på den sidste stigning, da spanieren træt blev hentet.

Porte, der førte løbet inden etapen, havde generelt ikke den bedste dag og hang efter de bedste på søndagens afgørende etape.

Det betød, at han ikke havde energien og farten til at holde sit forspring, selv om han forsøgte til det sidste.

Daniel Martin (Quick-Step) blev samlet nummer tre i løbet efter Porte og Fuglsang.

/ritzau/