Juventus vinder oftere end de fleste klubber i Serie A, men det hører alligevel til sjældenhederne, at det bliver med fem overskydende mål.
Det var tilfældet mandag aften, da storklubben fra Torino på eget græs besejrede midterholdet Cremonese med hele 5-0.
Det var Juventus' største sejr i Serie A i næsten otte år. I februar 2018 vandt holdet 7-0 hjemme over Sassuolo.
Mandagens overlegne sejr blev grundlagt af en stærk start. Først rettede Bremer en afslutning af til 1-0, og dernæst øgede Jonathan David til 2-0 efter et kontraangreb. Der var blot spillet et kvarter.
Gæsterne så ud til at få en livline ti minutter senere, da en Cremonese-spiller blev savet over i straffesparksfeltet. På mystisk vis medførte det ikke noget straffespark, og det fik Cremonese-træner Davide Nicola til at gå amok. Hans frustrationer endte med at koste ham et rødt kort.
I stedet fik Juventus et straffespark inden pausen. Kenan Yildiz brændte, men scorede selv til 3-0 på riposten.
Efter pausen scorede gæsterne selvmål, før Weston Kennie øgede til 5-0 midt i anden halvleg.
Med sejren hopper Juventus forbi AS Roma og op på den Champions League-givende fjerdeplads i Serie A. Der er fire point op til topholdet Inter, som tilmed har spillet en kamp færre end Juventus.
/ritzau/
