Julekort fra McLaren

Undskyld, undskyld og undskyld, siger McLaren og erkender, at hemmelige Ferrari-dokumenter var langt mere udbredte i teamet, end de hidtil har villet stå ved.

McLarens direktør Martin Whitmarsh har været nede på knæ og undskylde på sit holds vegne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Valery Hache

McLaren-teamet havde en på alle måder en svær sæson i 2007. Ikke blot var teamet ved at smelte ned, fordi de to ambisiøse kørere ikke brød sig om at være på samme hold, men samtidig blev det afsløret, at en McLaren-medarbejder var i besiddelse af en manual over deres værste konkurrent Ferraris racere.

Det gav en stor bøde, fratagelse af samtlige point i konstruktørverdensmesterskabet og en truende sag for næste sæson, hvor McLaren skal bevise, at Ferrari-viden ikke er blevet brugt i McLarens udviklingsafdeling.

Netop på det punkt har McLaren-toppen hele tiden været totalt afvisende. Ferrari-papirerne var ikke så udbredte i organisationen, at viden herfra kan være smittet af.

Men motorsportens øverste organisation, FIA, var ikke enig i den vurdering og gennemgik samtlige oplysninger, McLaren havde på sine harddiske. Alligevel har McLaren slået sig i tøjret og opretholdt en lettere fornærmet attitude.

Men efterhånden, som næste sæson nærmer sig, går McLarens direktør Martin Whitmarsh nu helt ned på knæ. Undskyld FIA, at vi tvivlede på jeres konstateringer af facts og undskyld til Ferrari, fordi vi har haft jeres manualer.

Begge tager imod undskyldningen, og en planlagt høring om sagen i februar næste år i Ferrari-gate hos FIA bliver nu aflyst. Især fordi McLaren lover, at indstille udviklingen på tre specifikke områder, hvor der kan være tale om afsmitning.

Dog vil Ferrari fortsætte via de almindelige retssager mod personer i England og Italien, først og fremmest naturligvis mod den Ferrari-medarbejder, der lækkede papirerne.

Sag skal lægges død
Undskyldningen har først og fremmest til formål at få spionsagen lagt død, så ingen i næste sæson igen skal begynde at tale om, at en McLaren måske i virkeligheden er en Ferrari i en anden farve. Den dårlige omtale er nemlig også på sponsorsiden en stor belastning for teamet, og som de skriver i brevet til FIA, så har omkostningen på den konto været større end den bøde på omkring en halv milliard kroner, de blev idømt.

De tre udviklingsområder, som McLaren er nødt til at stoppe, handler om et hurtigskiftsystem, hurtig påfyldningssystem og endelig brugen af CO2 i dæk.

De tre ting mener FIA nemlig kan være stærkt inspireret af Ferrari-materialet.

Selv om McLaren var 2007s dominerende team, så vandt de ingen titler. Som sagt så røg alle point i konstruktørmesterskabet på grund af spionsagen, men også det individuelle mesterskab forsvandt som dug for Solen, fordi de to kørere - den dobbelte verdensmester Fernando Alonso og debutanten Lewis Hamilton - bekrigede hinanden i et omfang, der gav Ferrari-køreren Kimi Raikkonen en uventet joker på hånden, som han omsatte til et verdensmesterskab.

Siden har Fernando Alonso forladt McLaren-teamet, og den tidligere verdensmester skal nu køre for sit gamle team Renault, med hvem han har vundet to mesterskaber.

En af Alonsos ønsker over for McLaren-teamet var, at han skulle have sær-status som førstekører, hvilket han ikke fik. Det ser ud til, at det bliver lettere at få den position i Renault, for teamet har netop fyret sit bedste kort i 2007 - finnen Heikki Kovalainen.