AGF-direktør Jakob Nielsen havde svært ved at sætte ord på, hvor stort det var for ham og klubben at hjemføre det første mesterskab i 40 år.

- Det er så urealistisk, at det ikke er gået op for mig. Vi har nok levet i en zombietilværelse i lang tid, hvor vi ikke helt har turdet tro på det, nu kniber vi os i armen.

- Vi ved ikke, hvordan vi skal opføre os, for der er ikke nogen af os, der har prøvet det før, siger Jakob Nielsen efter søndagens sejr på 2-0 på Brøndby Stadion.

Han husker tilbage på, at de første tre kampe under den nye træner Jakob Poulsen blot udløste to point og en tidlig position i bunden. Med tanke på den dårlige afslutning på sæsonen før, begyndte eksperter at snakke om AGF som mulig nedrykker.

Men sejren på 3-2 over FC København i Parken i fjerde runde satte gang i en stime på otte sejre i træk.

- Det er meget specielt. Vi lå til nedrykning med Jakob, og derfra så vi os ikke tilbage. Tingene er bare gået op i en højere enhed. Jeg kan ikke sige, vi har gjort sådan og sådan. Det er noget med noget kultur og kemi, der pludselig er klikket mellem alle.

Jakob Nielsen minder dog også om at give noget af æren til den tidligere træner Uwe Rösler, der nåede at føre AGF op i den sjove halvdel, inden sidste sæson endte i et kollaps.

- Cadeau til Uwe. Det er ingen hemmelighed, at der blev slidt mentalt, men der har ligget en grundstruktur, som man ikke må glemme. Det er bygget op igennem stab i flere år.

- Det er en fantastisk gruppe af skandinaviske spillere, nogle kæmpe høvdinge, der på en eller anden måde har skabt noget unikt. Det er så velfortjent og utroligt stort, lyder det fra AGF-direktøren.

AGF fører inden sidste spillerunde med fire point ned til FC Midtjylland, der søndag serverede en matchbold til AGF ved at spille 0-0 mod FC Nordsjælland.

/ritzau/