Jonathan Richter alvorligt skadet

Jonathan Richter blev skadet under et træningspas i forrige uge. FC Nordsjællands fysioterapeut vurderer, at kantspilleren er færdig i for resten af sæsonen.

Fodboldspilleren Jonathan Richter fra SAS-ligaklubben FC Nordsjælland blev skadet i slutningen af klubbens træningslejr i Tyrkiet i forrige uge. Klubbens fysioterapeut Jakob Møller vurderer, at den unge kantspiller er ude med en lang skadespause, efter at han så scanningen tirsdag aften.

- Jonathan har fået revet det forreste korsbånd over, og han skal derfor have rekonstrueret korsbåndet i en operation, siger Jakob Møller på FC Nordsjællands hjemmeside, og han vurderer samtidig, at et sådan indgreb normalt betyder en pause på cirka seks til syv måneder.

Jonathan Richter fik et mindre vrid i knæet i en umiddelbart ufarlig situation med bare fem minutter tilbage af klubbens sidste træningspas i Tyrkiet inden SAS-ligaens forårspremiere i weekenden. /ritzau/