Jonas Røndbjerg debuterer som 15. dansker i NHL

Knap ni minutters istid blev det til for Jonas Røndbjerg i sin NHL-debut. Han skøjtede fra banen med nederlag.

Jonas Røndbjerg ses her i aktion i en landskamp for Danmark. Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Antallet af danske spillere i verdens stærkeste ishockeyliga, NHL, gennem tiderne er nu oppe på 15.

Den seneste er 22-årige Jonas Røndbjerg, der fredag morgen dansk tid kom på banen for Las Vegas Knights i udekampen mod Los Angeles Kings.

Forwarden fra Hørsholm fik 8 minutter og 36 sekunder på isen, men han blev hverken noteret for mål, assist eller afslutninger.

Resultatmæssigt blev det også til en kedelig debut for danskeren. Las Vegas tabte opgøret med 2-6. Det var holdets anden kamp i den nye sæson.

Den første dansker til at debutere i NHL var Frans Nielsen tilbage i 2007. Siden er der løbende kommet flere på listen, og Jonas Røndbjerg erstatter nu Alexander True som ligaens nyeste dansker.

I sidste sæson var Røndbjerg i en kort periode hjemme og spille kampe for Rungsted Seier Capital i Metal Ligaen.

I denne sæson har han en såkaldt tovejskontrakt. Derfor kan han både spille for Vegas Golden Knights i NHL, men han kan også spille kampe i den lavere rangerende farmerliga AHL for Henderson Silver Knights.

Forud for Røndbjergs NHL-debut var en anden dansker i aktion i NHL tidligt fredag morgen dansk tid, og det var med stor succes.

Oliver Bjorkstrand blev kåret til kampens bedste spiller, da han sammen med Columbus Blue Jackets vandt 8-2 over Arizona Coyotes.

Her udmærkede danskeren sig ved at score to gange og lave to assist i sit holds første kamp i sæsonen.

Bjorkstrands scoringer var til henholdsvis 2-0 og 4-1, mens han også var involveret i scoringerne 6-1 og 8-2.

Målmand Frederik Andersen fik debut for Carolina Hurricanes, og det gjorde han med en sejr. Godt nok blev midtjyden passeret tre gange, men hans hold vandt 6-3 over New York Islanders.

Oliver Bjorkstrand og Frederik Andersen er blandt de fire danskere med en fast NHL-kontrakt i denne sæson. De to øvrige er Nikolaj Ehlers og Lars Eller.

Dertil kommer Jonas Røndbjerg og tre andre spillere, der både kan spille i NHL og AHL. De tre andre er Joachim Blichfeld, Mads Søgaard og Alexander True.

/ritzau/