Jon Dahl Tomasson forlænger aftale som Hareide-assistent

Jon Dahl Tomassons nye kontrakt som assistenttræner for fodboldlandsholdet løber til og med sommeren 2020.

Arkivfoto. Jon Dahl Tomassons nye kontrakt som assistenttræner for fodboldlandsholdet løber til og med sommeren 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Den tidligere landsholdsangriber Jon Dahl Tomasson fortsætter som assistenttræner for Åge Hareide på fodboldlandsholdet efter sommerens VM-slutrunde.

Han har indgået en ny kontrakt med Dansk Boldspil-Union (DBU), så de to parter har papir på hinanden frem til og med EM-slutrunden i 2020. Det oplyser DBU på sin hjemmeside.

Jon Dahl Tomasson vil gerne være med til at forløse det store potentiale, han ser i de nuværende landsholdsspillere.

»Det at arbejde med store kampe og med Danmarks bedste spillere er et utroligt privilegium og et spændende arbejde, som jeg meget gerne vil fortsætte med.«

»Jeg synes, vi har en både homogen og talentfuld trup, som vi også har fået vist i den seneste VM-kvalifikation. Jeg vil meget gerne være med til efter VM at bygge videre på holdets potentiale og den positive VM-kvalifikation,« siger han.

Som aktiv scorede han 52 mål i 112 landskampe. Hans sidste scoring i landsholdstrøjen fandt sted under VM i 2010.

Siden tvang en skade ham til at indstille sin aktive fodboldkarriere for i stedet at gå trænervejen. Han har været cheftræner for de to hollandske klubber Excelsior og Roda samt assistenttræner i Vitesse, inden han tiltrådte i DBU i 2016.

Landsholdet samles halvanden uge i marts, før de møder ind til de afsluttende VM-forberedelser fra slutningen af maj.

/ritzau/