Sveriges fodboldlandstræner, Jon Dahl Tomasson, har ikke meget til overs for målmanden Robin Olsen, som tirsdag indstillede sin landsholdskarriere efter udsigt til en plads på bænken.

Olsen langede ud efter Jon Dahl, fordi danskeren tidligere havde fortalt ham, at han fortsat skulle være Sveriges førstemålmand. Inden den forestående landsholdssamling ringede Jon Dahl til Olsen og fortalte, at han skulle sidde på bænken i holdets VM-kvalifikationskamp mod Schweiz.

- Jeg er skuffet over Robins reaktion. Jeg synes, at han svigter sine holdkammerater ved at gøre det her offentligt i stedet for at stå bag de andre spillere og være en god holdkammerat.

- Jeg synes ikke, han har håndteret det på den rette måde. Jeg har været åben og ærlig, sådan er jeg i mit lederskab, siger Jon Dahl Tomasson ved onsdagens landsholdsudtagelse.

Tirsdag forklarede Olsen sig over for Aftonbladet.

- Jon Dahl Tomasson og jeg havde et møde for en måned siden, hvor han sagde, at jeg er nummer et, og at jeg burde være førstemålmand.

- Som alle ved, lavede jeg en fejl mod Slovenien, og det er aldrig sjovt. Men så fik jeg et opkald fra ham i går om, at han ville skifte mig ud, og så føler jeg ikke, at han er en leder, som jeg vil arbejde under, fortalte 35-årige Robin Olsen.

Målmanden spillede 79 landskampe for Sverige siden debuten i 2015.

Landstræneren fortæller, at han er overrasket over, at Olsen har indstillet landsholdskarrieren.

- Jeg har støttet Robin i den tid, han har spillet. Han har gjort det godt for landsholdet i lang tid, og derfor ringede jeg også og fortalte ham, at han ikke skulle spille mod Schweiz, men at jeg gerne ville have ham til at hjælpe landsholdet. Han valgte ikke at hjælpe landsholdet.

- Der er ingen gratis pladser på holdet. Man vælges ud fra præstationer, siger danskeren.

Onsdag udtog han derfor tre målmænd, uden at Sveriges mangeårige førstekeeper var iblandt.

Fremover er Stoke-keeper Viktor Johansson ny førstemålmand på landsholdet, fastslår Jon Dahl.

I den anden ende af banen har han for første gang udtaget det tidligere superligastjerneskud Roony Bardghji, der i de seneste uger har gjort det godt for FC Barcelona.

Sverige fik i september en sløj start i VM-kvalifikationen med en hæderlig uafgjort i Slovenien og et ydmygende nederlag i Kosovo. Det skal holdet forsøge at rette op på 10. og 13. oktober i hjemmekampe mod Schweiz og Kosovo.

/ritzau/TT