Johaug smadrer konkurrenterne og sætter rekord for Norge

Therese Johaug var helt suveræn, da hun vandt VM-guld i 30 kilometer fri stil i Østrig.

Helt som ventet vandt den norske langrendsstjerne Therese Johaug lørdag guld på 30 kilometer-distancen i fri stil ved VM i østrigske Seefeld.

Og der var slet intet at rafle om, da den 30-årige Johaug snuppede karrierens tiende VM-guldmedalje.

Johaug stak af allerede på første omgang og øgede støt sit forspring, så det var oppe at snuse til et minut.

Hun passerede målstregen i ensom majestæt, og først 36,8 sekunder senere kom landsmanden Ingvild Flugstad Østberg i mål til en sølvmedalje. Svenske Frida Karlsson snuppede bronze.

Dermed tangerede Norge sin rekord for flest guldmedaljer ved et VM. Det var den 11. guld for Norge, der kom op på samme antal ved VM i 2015.

Med de to medaljer kom den samlede høst op på 21 for Norge, hvilket er ny rekord.

/ritzau/