Uden modstand er Jesper Møller søndag genvalgt som formand for Dansk Boldspil-Union (DBU) for en ny fireårig periode.

Det skriver TV 2 Sport.

Det skete på repræsentantskabsmødet i Aalborg, hvor ingen havde lyst til at udfordre Møller til kampvalg.

Det bliver samtidig hans sidste periode som formand, da han ifølge DBU's egne regler ikke kan genvælges til endnu en periode i 2030.

Ifølge DBU's regler kan en formand eller forkvinde maksimalt sidde på posten i 12 år. Når han stopper i 2030, vil han have siddet på posten i 16 år.

Det skyldes, at reglen med de 12 år først er blevet indført under Jesper Møllers formandsperiode og ikke havde tilbagevirkende kraft.

Da han blev valgt tilbage i 2014, var den maksimale formandsperiode 16 år.

62-årige Jesper Møller passer desuden en post som vicepræsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Den post har han haft i et lille års tid.

Uefa-præsident Aleksander Ceferin har endnu ikke meddelt, om han vil søge genvalg næste år, når hans nuværende præsidentperiode udløber.

På søndagens repræsentantskabsmøde i Aalborg opfordrede Møller sit europæiske overhoved til at gå efter endnu en periode på posten. DBU-formanden slog samtidig fast, at han ikke selv vil være præsidentkandidat.

/ritzau/