Jesper Grønkjær tvivlsom

Grønkjær sad over til træningen i går og er stadig tvivlsom til aftenens kamp. Først i sidste øjeblik vil han beslutte, om han spiller.

Jesper Grønkjær trænede ikke med, da FC København i går klokken 18 - lokal tid - trænede op til aftenens afgørende UEFA Cup-kamp. Han mangler endnu de sidste ti procent i at være spilleklar.

»Vi har ferie efter denne kamp, og jeg vil selvfølgelig gerne gå på banen og levere for holdet, men jeg skal altså være hundrede procent klar, og det er jeg ikke lige nu,« siger Jesper Grønkjær.

Han giver selv besked til Ståle Solbakken efter en fitness-test i sidste øjeblik i aften, om han kan spille, men pointerer, at han skal være hundrede procent klar, før svaret er positivt.

En skade i venstre baglår har holdt ham ude de sidste tre-fire uger, og spiller han ikke, vil det være et psykologisk boost til Aberdeen, hvis træner Jimmy Calderwood har betegnet ham som »klart den største trussel« og »meget svær at stoppe.« Også derfor må afgørelsen få vente til sidste øjeblik. Jesper Grønkjær mener dog ikke, at han er omdrejningspunktet.

»Vores basis er defensiven, og det er også der, vi flere gange har bevist, at vi er stærke,« siger Jesper Grønkjær, der helt klart er enig i, at der er tale om en »lille finale.«

»Det her er også en kæmpe kamp for os. Vi matcher dem spiller for spiller, og det er en stor gulerod, at vi har muligheden for også at spille europæisk til foråret,« siger Jesper Grønkjær. Skulle FC København gå videre, er det første gang nogensinde, de spiller i europæisk fodbold igen i foråret.

Luftspillet et våben
I Brede Hangelands karantænefravær tyder alt på, at Mikael Antonsson starter inde i centerforsvaret sammen med Michael Gravgaard, der i flere skotske aviser er refereret til, som en vigtig del af Copenhagen Air Force one, på grund af sit stærke hovedspil. Den anden vigtige del er Brede Hangeland.

»Jeg tror, der vil komme mange høje bolde i morgen, men igen vil der ikke blive tale om et typisk kick’n rush-opgør. Til det spiller de alligevel for teknisk,« siger Michael Gravgaard og tror ikke, han kommer til at stå at fryse på nogen måde. Han mener ikke, at københavnerne bør læne sig tilbage og spille på uafgjort.

»Kan vi komme foran, ser det rigtig godt ud, og det mener jeg, vi bør gå efter,« siger Michael Gravgaard.

En af dem, der skal forsøge at vise gennembrudskraft og har gjort det i de sidste kampe for FC København er Libor Sionko. Han ser frem til formentlig at starte inde, men respekterer også de gange, hvor Ståle Solbakken har valgt at lade ham starte på bænken.

»Vi spiller i et rotationsprincip, og alle har deres tur på bænken. Det er rimeligt nok. At det går mig godt for tiden varmer naturligvis, men ændrer ikke ved det,« siger Libor Sionko.

Efter omtrent et kvarters snak med pressen kunne Libor Sionko løbe over og træne sammen med alle de andre, mens Grønkjær gik over ved siden af Flemming Østergaard og andre jakkeklædte herrer. Løb og anstrengelse blev der ikke noget af.