»Jeg har aldrig givet op«

Kronprins Frederiks liv er tæt forbundet med OL. Det var ved OL i år 2000, at han mødte kronprinsesse Mary, og til daglig er han en del af den Internationale Olympiske Komité (IOC), der arrangerer legene. Selv drømte han om at komme til OL som sejler, og han er en stor beundrer af de »supermænd og -kvinder«, der dedikerer sig til legene.

H.K.H. Kronprins Frederik Fold sammen
Læs mere

Vi har ramt en blæsende dag. Skyerne ligger tungt over Tuborg Havn i Hellerup, og havet er gråt. To betjente fra Rigspolitiet er kommet hertil fra Skodsborg i deres gummibåd for at passe på os og kan melde om pæne bølger derude.

»I bliver våde,« siger den ene.

Kronprins Frederik smiler. Efterhånden kan der godt gå et år mellem sejladserne, og det er ikke hver dag, han er sammen med den besætning, som han i 2007 blev nummer fire med ved VM i Farr 40-bådklassen. Det er han i dag, og her på kajen i Kongelig Dansk Yachtklub er de straks tilbage i jargonen, krammer hinanden, fortæller historier og husker tilbage på dengang, hvor båden kæntrede, og de måtte en tur i vandet.

Kronprinsen har sagt ja til at tage Berlingske med på havet til et interview i anledning af det forestående OL i Rio de Janeiro, som han gennem sit medlemskab af den Internationale Olympiske Komité, IOC, har mere end almindelig sportslig interesse i. Det skal vi tale mere om.

Kronprins Frederik styrer os ud af havnen fra sin position bagerst i den 40 fod lange båd. De fire øvrige besætningsmedlemmer firer på tovværket og gør den slags, man må gøre for at få en båd til at sejle. De arbejder metodisk som en enhed, hvor alle instinktivt ved, hvad de skal.

»Er det ikke en lidt skarp kurs, gutter?« råber Kronprinsen frem mod folkene på fordækket. Han griner og får et svar tilbage, der drukner i de ti sekundmeters vind. Vi må en tur ud over kanten for at give modvægt til den krængende båd.

»Du kommer til at sove godt i nat,« siger han.

H.K.H. Kronprins Frederik. Fold sammen
Læs mere

Kronprins Frederik befinder sig godt herude. Han har god balance. Styrer roligt. Det har altid kendetegnet ham, siger sejlsportsfolk. Hans overblik og den ro, han styrer med. For 20 år siden kunne han have drevet det til noget, hvis han havde forsøgt. Eller: Hvis han havde truffet valget om at forsøge.

»I 1996, da jeg selv var med til mit første OL som tilskuer og supporter for det danske hold i Atlanta, mærkede jeg en lille drøm om at prøve selv at være med, men det kom lidt sent i min tilværelse. Jeg var lige blevet frømand, men hvis jeg skulle have været til et OL, så skulle det have været inden for sejlsporten.«

Kunne De have gjort det?

»Så skulle jeg have trådt ud af alt det andet, jeg lavede, men ja, hvis jeg havde brugt fire år på at træne til det, så kunne jeg godt have gjort det.«

Ligger der en fortrydelse over, at De ikke gjorde det?

»Nej, men fik jeg et liv efter dette, så skulle det selvfølgelig være det, jeg kastede mig over. Men nej, jeg fortryder ikke. Da jeg var yngre – i 1996 og 2000 – var det ekstra animerende for mig, og jeg var i en anden form.«

Kan man som kronprins godt drømme om, at man fik lov til at droppe alle forpligtelserne og så bare forfølge drømmen om, ja, et OL?

»Ja, det kan man godt. Der var faktisk en god bekendt af mig, en englænder, der havde en kammerat, som havde arbejdet med handel og trading i bankverdenen, som besluttede sig for at prøve at kvalificere sig til det engelske luftpistol-landshold op til OL i London. Han kom faktisk på bruttoholdet. Han blev ikke udtaget til den endelige trup, men jeg nævner det bare for at sige, at han meldte sig helt ud af sit sædvanlige liv og besluttede sig for, at han ikke gad være stresset mere på sit traiding-kontor. Han købte sig en pistol og stod og skød hjemme i sin garage. Det kunne man jo godt selv i min alder.«

Kommer det så til at ske?

»Nej. Nu har jeg også fået en familie, men der er stadig plads til de der småekstreme ting, hvor jeg træner mig selv op rent fysisk og kobler af imellem konkurrencerne. Jeg gider ikke ligge på highperformance hele tiden, så jeg kører på det, man kalder peakperformance, hvor jeg træner mig op og peaker – topper – når der er konkurrencer.«

Ude på Øresund møder vi de to 49er-både, der træner til OL. Sejlerne bukker under sejlet for at lande på den anden side i en 45 graders vinkel ud over vandet. Det er ballet på et flydende gulv i arytmisk bevægelse. Da vi lidt senere møder dem igen, ligger den ene båd med bunden i vejret.

»Det er nogle barske gutter, der laver det der,« siger Kronprinsen.

Det er her, vi nærmer os den slags ekstremer, han selv tænder på, når han kaster sig ud i udholdenhedsdiscipliner som en ironman eller En Svensk Klassiker, som han gennemførte sidste år: På 12 måneder skulle han fuldføre Vasaløbet (90 km langrend), Vätternrundan (300 km cykling), Vansbrosimningen (tre km svømning i en elv) og Lidingöloppet (30 km terrænløb).

H.K.H. Kronprins Frederik. Fold sammen
Læs mere

Hvorfor er det egentlig den slags ekstremsport, De opsøger?

»Det er vel, fordi jeg har haft nogle gode oplevelser med det. For mig handler det om at udfordre mine grænser, og med den militæruddannelse, jeg har, er jeg ikke bange for at ramme grænserne og gå sukkerkold inde midt i konkurrencen. Så kan man altid spise noget konkurrencemad, drikke den væske, man har med, gå ned i kadence og så komme til hægterne igen.«

Har De aldrig givet op?

»Nej, det har jeg ikke. Jeg er engang udgået af en mountainbikekonkurrence i Gribskov, hvor jeg blev klippet af en eller anden mand, som kørte lidt for aggressivt, og min cykel blev beskadiget. Så tænkte jeg »nej, så kan det også være ligegyldigt«. Men lige den var ikke så vigtig. Hvis det havde været et Vasaløb, havde jeg aldrig nogensinde givet op. Det gælder om at nå det resultat, man træner til.«

Det sker jo for nogle, at de dehydrerer eller ikke rammer dagen, selv om de har trænet op til det...

(Kronprinsen bryder selv ind).

»Det kan lyde hårdt, men det må altså bare ikke ske. Der er så mange muligheder for at få at vide, hvordan man skal forberede sig. Der står så meget på nettet nu om dage, at der ikke rigtig er nogen undskyldninger. Det mener jeg ikke, der er.«

Har De prøvet at være helt derude, hvor De har tænkt »nu kollapser jeg« eller lige frem »nu dør jeg«?

»Nej, det synes jeg ikke. Det nærmeste, jeg har været, var da jeg var frømandselev for 21 år siden. Der ville de jo gerne have, at man blev skubbet ud til grænsen for så at kunne komme tilbage igen. Ikke for at knække folk hverken fysisk eller psykisk, men for at give folk oplevelsen af, at det er muligt at komme tilbage. Jeg kan huske en sensommer under uddannelsen, hvor vi var tre fjerdedele igennem og havde haft en hård træningsuge ugen før. Der var jeg drænet. Depoterne var tømt, selv om jeg proppede mig med cola, Ritter Sport og pasta. Da var der en uge, hvor jeg tænkte, »den er hård den her«. Men jeg kom igennem. Der ser man forskellen på ung og ældre. Jeg kunne godt starte på uddannelsen igen i dag, men jeg ville ikke kunne holde, fordi restitutionstiden er længere, når man bliver ældre, end når man er 26-årig. Dengang holdt jeg.«

Nu råber han igen til en af sine gaster:

»Pas på, Jeppe!«

Rigningen klapper hårdt og hurtigt mod masten.

»Hvad gør vi? Vi skal have lidt mere ro på drengen!«

Vi søger ind langs kysten.

»Jeg sad for nylig og snakkede med Jeanette Ottesen,« siger kronprins Frederik.

»Hun fortalte om udfordringen ved holde et high-performance-niveau over en lang periode. Hun var på et sted, hvor jeg kunne høre, at det krævede noget ekstra. Der må jeg sige, at jeg har respekt for, at man vier sit liv til det.«

I de perioder, hvor kronprins Frederik forbereder sig, træner han omkring otte timer på en seksdages uge og slapper af på syvendedagen. Løb, svømning, romaskine, langrendsmaskine, rulleski (»Det ser lidt komisk ud, men det er meget effektivt«) og rigtige langrendsski over forlængede weekender i Sverige (»For man skal altså ud og mærke sneen og prøve at smøre skiene, inden det går løs«).

»Jo mere jeg selv har prøvet den der ekstrem-ting, desto nemmere har jeg ved at sætte mig ind i atleternes konkurrenceforberedelser.«

Vi sejler lidt. Så siger han:

»For mig er det specielle ved OL de der supermænd og -kvinder, der konkurrerer på allerøverste niveau, og som har dedikeret sig så meget til det her. For mig er det fedt at se, at det bare er så vigtigt for dem at komme til OL. De udsætter deres videregående uddannelser, mange af dem lever på en sten, og i forhold til mange af de store lande må de bare knokle. Se det engelske banecykelhold, der lever som professionelle, mens danskerne må arbejde ved siden af. Hatten af for de danske drenge og piger, hvor nogle af dem læser eller arbejder ved siden af og alligevel knokler og ender med at score over normen og vinde flere medaljer end de fleste andre i forhold til, hvor mange mennesker vi er, og hvor mange penge de store lande bruger på det.«

H.K.H. Kronprins Frederik. Fold sammen
Læs mere

Apropos medaljer – hvad ser De mest frem til ved dette OL?

»Jeg er ret spændt på, hvordan det går i badminton. Nu har de lige klaret sig ekstremt godt ude i Fjernøsten (da de vandt Thomas Cup, red.), og jeg håber, de stadig har de mentale billeder af det, som de kan bruge, når de skal til OL. Jeg så gerne to til tre danske finalister – det er nok mest sandsynligt i mixed double – men det ville også være flot, hvis man kunne få en singlesensation. Jeg synes, det er meget flot, at vi kan sige i udlandet, at Danmark er den bedste ikke-asiatiske nation i badminton.«

De fortalte om, at det var i 1996, De for første gang besøgte et OL. Nu er De som IOC-medlem en af dem, der uddeler medaljer og så videre. Hvad er deres egen største olympiske oplevelse?

»I London var det fantastisk at se herredoublen spille sig i finalen. De var bagud i tredje sæt, og der var meget psykologi i den sejr. Der er altid noget spændende i at kunne komme tilbage, i og med at man kan spille sig tilbage i kampen og tage sejren. Men helt generelt skynder jeg mig rundt fra morgen til aften, og at være en aften på atletikstadionet er i sig selv en kæmpeoplevelse. To gange har jeg set Usain Bolt slå rekorder, og der sker meget på sådan nogle stadioner hele tiden. Så er der konkurrencer her, så sker der noget andet der,« siger kronprins Frederik.

Der var engang, da Kronprinsen var en dreng som alle andre. Eller: Der var engang, da Kronprinsen som alle andre var en dreng, der fornemmede, at noget stort var i gang, men havde andre interesser end lige konkurrencerne. De første minder. En vag forestilling.

»Det første OL, jeg husker, er OL i Montreal i 1976. Jeg var kun otte år og kan ikke huske noget konkret, men det var spændende, at der var OL. Det optog mig. Jeg kan også huske bamsen Misha fra 1980, hvor Sovjet gerne ville vise, de var længst fremme og kunne det hele. Jeg kan huske mere fra Los Angelos i 1984, hvor der var en mand, der fløj rundt med en rygraket, og hvor Lionel Richie lukkede legene. Og så selvfølgelig herrehåndboldlandsholdet med bolsjedrengene – Morten Stig Christensen og dem. De er nogle af de første idrætsudøvere, jeg rigtig kan huske.«

Nu møder De mange personligt. Kan De blive starstruck – benovet – når De møder sportsstjerner?

»Jeg kan godt blive starstruck, ja, både af nye og gamle stjerner. Jeg fortalte om En Svensk Klassiker tidligere. Der mødte jeg Gunde Svan (tidligere svensk langrendsløber, red.), der var tilknyttet som kommentator, og jeg kom lidt træt op af vandet efter 45 minutters svømning i den der elv, og der stod han så! Der var jeg sådan... Hey, det er Gunde Svan!«

Og så var der OL i 2000, da De mødte kronprinsesse Mary. Fylder OL af den grund noget særligt i Deres familie?

»Ja og nej. Min hustru har desværre ikke været så meget med til OL siden, fordi hun har skullet være mor for små børn næsten lige siden da. Men jo, det er da særligt, selv om jeg nu vil sige, at det mere er, når man er i Sydney Havn, at minderne fra OL i 2000 bliver genopfrisket. Det var der, der var OL dengang, og alt var bare fantastisk. Det var første gang, jeg var i Australien, der var fuld tryk på aktiviteterne dagen lang, og at det så også er der, man møder sin fremtidige kone... jamen, det var jo perfekt.«

Vi har været på havet i omkring halvanden time. To gange har vi været i havn for at få ro til at tale. Nu er vi på vej ind igen, og det var sandt, hvad politibetjenten havde sagt. Vi blev våde.

»Jeg synes, I brokker jer ude på fordækket,« råber Kronprinsen.

»Det er utroligt, hvad man gør for en gratis frokost,« svarer en anden.

Vi lægger til i Tuborg Havn. Den gamle besætning skal spise sammen i KDY, som yachtklubben bare kaldes. Indenfor hænger et stort billede af dem allesammen på båden dengang i 2007, da de afholdt VM netop her. Det var kronprins Frederik, der havde fået verdensmesterskaberne til Hellerup, da han to år forinden som indehaver af Farr40-båden »Nanoq« havde deltaget i et ejermøde under VM i Australien, hvor de havde diskuteret, hvad de skulle gøre ved, at der manglede en værtsby i 2007.

»Så rakte jeg noget spontant hånden op og sagde, at den kunne vi tage i Danmark. Den var de med på, og så måtte jeg ringe hjem og sige, at jeg var kommet til at sige, at vi skulle afholde VM to år senere,« griner kronprins Frederik.

Vejret blev elendigt, men Kronprinsens båd blev nummer fire. Det var dengang. Sejlturene er blevet sjældnere. Nogle fylder regntøjet bedre ud i dag, som en af sejlerne påpeger med et nik mod det store billede på væggen. Kronprins Frederik er ikke en af dem. Han lader aldrig formen forsvinde helt.

Det er ikke hver dag, Kronprinsen er sammen med den besætning, som han i 2007 blev nummer fire med ved VM i Farr40-bådklassen. Fold sammen
Læs mere

Hoffet har haft artiklerne til gennemsyn.