Japansk OL-chef er tiltalt for korruption

Politiet i Paris har tiltalt chefen for Japans Olympiske Komité for korruption ved tildeling af OL-værtskab.

Da Tokyo i september 2013 blev tildelt værtskabet for sommer-OL i 2020 for næsen af Madrid og Istanbul, foregik det muligvis ikke med rene midler.

Ifølge AFP er Tsunekazu Takeda, præsidenten for Japans Olympiske Komité, i december i Paris blevet tiltalt for korruption på grund af en mistænkelig pengeoverførsel på 2,3 millioner dollar (små 15 millioner kroner) i forbindelse med tildelingen af OL-værtskabet.

Betalingen skulle have fundet sted op til afstemningen, hvor Tokyo blev tildelt værtskabet.

Ifølge AFP, som citerer en kilde fra retten, blev tiltalen rejst 10. december, men den er først kommet frem nu.

Ved afstemningen i 2013 blev Madrid som den første by elimineret, mens Tokyos 60 stemmer slog Istanbuls 36 stemmer i den afgørende afstemning om at få tildelt OL i 2020.

I sidste måned bad præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), tyskeren Thomas Bach, Senegal om at samarbejde fuldt ud med de franske myndigheder i sagen om korruption i toppen af international atletik.

Nu skal Bach så forholde sig til, at der muligvis har været korruption i hans egen organisation.

Tsunekazu Takeda har selv deltaget ved OL som springrytter tilbage i 1972 og 1976, hvor han sammen med det japanske hold blev henholdsvis nummer 16 og 13.

Derudover har han været træner for de japanske ryttere ved OL i 1984, 1988 og 1992.

/ritzau/