Jan Ø. Jørgensen må trække sig i tredje sæt i Sydney

Danskeren, der for nylig vendte tilbage fra en skade, trak sig i første runde ved Australian Open i Sydney.

Jan Ø. Jørgensen måtte trække sig i Sydney. Scanpix/Stringer Fold sammen
Læs mere

Badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen måtte onsdag trække sig fra sin kamp i første runde ved Super Series-turneringen Australian Open i Sydney.

Den 29-årige dansker var bagud 9-14 i tredje sæt mod indoneseren Anthony Sinisuka Ginting, da han opgav at spille videre.

Jan Ø. Jørgensen havde forinden vundet første sæt 25-23, mens indoneseren havde taget sig af andet sæt med cifrene 21-12.

Det er endnu ikke meldt ud, hvorfor den femteseedede dansker måtte trække sig.

Jan Ø. Jørgensen var gennem lang tid plaget af en hælskade, og først i sidste uge gjorde han comeback ved Indonesia Open i Jakarta. Her røg han ud i anden runde.

I herresingle er Hans-Kristian Vittinghus videre efter en sejr i to sæt over Siril Verma fra Indien.

Anders Antonsen var også tæt på at gå videre, men stortalentet tabte 19-21 i tredje sæt til rutinerede Lee Hyun Il fra Sydkorea.

Danskeren vil utvivlsomt ærgre sig over afslutningen på kampen.

Bagud 13-15 i tredje sæt snuppede Anders Antonsen seks point på stribe og kom foran 19-15.

Herefter kopierede Lee Hyun Il imidlertid kunststykket med seks point i træk, så sydkoreaneren sikrede sejren.

Det blev også til en tidlig exit i Sydney for mixeddoublen Joachim Fischer og Christinna Pedersen.

De fjerdeseedede danskere tabte i to sæt til et par fra Kina.

Også Mathias Christiansen og Sara Thygesen er færdige efter et nederlag i to sæt til det topseedede par fra Kina.

I damedouble røg Sara Thygesen sammen med Maiken Fruergaard også ud efter et nederlag i to sæt til et par fra Sydkorea.

/ritzau/