Jacobsen udtager knæskadet stregspiller til VM-bruttotrup
Lukas Jørgensen er endnu ikke kommet tilbage efter en knæskade, men er med i Danmarks bruttotrup til VM.

Lukas Jørgensen er endnu ikke kommet tilbage efter en knæskade, men er med i Danmarks bruttotrup til VM.

Landstræner Nikolaj Jacobsen har udtaget bruttotruppen på 35 spillere forud for mændenes VM-slutrunde i håndbold.
I truppen, som TV 2 Sport har offentliggjort, finder man noget bemærkelsesværdigt Lukas Jørgensen. Stregspilleren har endnu ikke gjort comeback, efter at han i januar pådrog sig en alvorlig knæskade under EM.
Tidligere på efteråret fortalte Jørgensen i et interview med TV 2 Sport, at han drømte om at komme med til mesterskabet, mens han var i gang med genoptræningen.
- Det er da også noget af det, der gør, at tålmodigheden er ved at slippe lidt op. Jeg vil da gerne have chancen for at kunne være klar i hvert fald. Det er helt sikkert mit mål, og det siger jeg stadig til mig selv. Det er min målsætning, sagde han i september.
Også Rasmus Lauge, der i oktober brækkede lægbenet, er med i bruttotruppen.
Truppen består samtidig af velkendte navne som Emil Nielsen, Mathias Gidsel, Simon Pytlick og Magnus Saugstrup.
Før VM skal mindst 15 af spillerne fra bruttotruppen skæres fra.
5 målmænd, 6 stregspillere, 8 fløjspillere og 16 bagspillere er indtil videre en del af Nikolaj Jacobsens kabale.
Danmark kan tage femte VM-titel på stribe, hvis det lykkes at vinde trofæet i begyndelsen af det nye år. Under Jacobsens ledelse vandt danskerne i 2019, 2021, 2023 og 2025.
Verdensmesterskabet afholdes denne gang i Tyskland.
RITZAU