Italiensk sprinter tager fjerde etapesejr i år i Giroen

17. etape af Giro de Italia blev afgjort i en massespurt, og her var italienske Elia Viviani hurtigst.

Quick-Step-sprinteren Elia Viviani sejrede igen, da han var hurtigst i spurten på 17. etape i Giro d'Italia. Luk Benies/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Der var mere succes til Quick-Step onsdag, da Michael Mørkøvs hold triumferede på 17. etape i Giro d'Italia.

Den italienske sprinter Elia Viviani vidste sig endnu en gang hurtigst, da etapen blev afgjort i en massespurt i byen Iseo.

Her vandt Viviani foran Sam Bennett (Bora) og Niccolò Bonifazio (Bahrain-Merida).

Med dagens sejr nåede Viviani op på fire etapesejre indtil videre i dette års udgave af det italienske etapeløb.

Den tredje etapesejr hentede Elia Viviani på 13. etape, ligesom han også sejrede på både 2. og 3. etape tidligere i løbet.

17. etape var en kort en af slagsen, og det var forventet, at rytterne i toppen af klassementet kunne tage en pause fra striden i den samlede stilling.

De skulle primært forsøge at undgå styrt, specielt i den hektiske slutfase på etapen.

Rytterne skulle blot tilbagelægge 155 km mellem Riva del Garda og Iseo, og selv om det var en kort etape, så bød den alligevel på lidt over 2000 højdemeter.

Fire ryttere var i udbrud, og her var den mest kendte rytter Luis León Sanchez fra Astana, men også Alessandro De Marchi (BMC), Ben Hermans (Israel Cycling Academy) og Wout Poels (Sky).

De blev som forventet hentet, og i slutfasen forsøgte blandt andre Maurits Lammertink (Katusha) at komme væk mod slutningen.

Det lykkedes faktisk for hollænderen, men med tre kilometer igen blev han fanget ind af det sultne felt.

De sidste kilometer blev kørt i regnvejr, og der var lagt op til et tæt slag om etapesejren, hvor Viviani altså viste sig stærkest igen.

I det samlede klassement var der ikke store forskydninger.

Simon Yates (Mitchelton-Scott) er fortsat i den lyserøde førertrøje og har lidt under et minut ned til Tom Dumoulin (Sunweb).

/ritzau/