Italiensk sprinter fortsætter sin dominans i Vueltaen

Matteo Trentin vandt for tredje gang ved årets Vuelta a España, mens Søren Kragh Andersen blev nummer tre.

Den italienske cyklelrytter Matteo Trentin. Fold sammen
Læs mere
Foto: JAVIER LIZON

Den helt store sprinterkonge i årets Vuelta a España, Matteo Trentin fra Quick-Step, sejrede fredag for tredje gang i årets Vuelta.

Den italienske indehaver af pointtrøjen kom først i den afgørende spurt på 13. etape. Danske Søren Kragh Andersen (Sunweb) kom på tredjepladsen.

Der var - på trods af en lille bakke kort før mål - lagt op til en fælles afslutning på den 198,4 kilometer lange og flade etape fra Coín til Tomares.

Fire ryttere forsøgte sig dog alligevel med et udbrud.

De fire lykkeriddere var Alessandro De Marchi (BMC), Alexis Gougeard (AG2R), Thomas De Gendt (Lotto Soudal) og Arnaud Courteille (FDJ).

Det lykkedes ikke for udbruddet at holde hjem, og Alessandro De Marchi blev hentet som sidste mand mindre end 10 kilometer før målstregen.

Feltet kom samlet til den lille bakke cirka tre kilometer før mål. Bakken var ikke helt lang nok til at splitte feltet ad, men den skabte alligevel en del ravage og gjorde det svært for rytterne at komme i position til spurten.

Matteo Trentin blev dog ikke rystet af den hektiske afslutning og sejrede i spurten foran Gianni Moscon (Sky) og Søren Kragh Andersen.

Chris Froome (Sky) fører fortsat i den samlede stilling.

/ritzau/