Hvis alle kampe i den bedste italienske fodboldrække, Serie A, skal gennemføres, bør EM blive udskudt.
Sådan lyder det fra præsidenten for Det Italienske Fodboldforbund, Gabriele Gravina.
»Vi vil foreslå Uefa (Det Europæiske Fodboldforbund, red.) at udskyde europamesterskaberne,« siger han ifølge Reuters til tv-stationen SportMediaset.
»Vi vil gerne gennemføre mesterskabet (Serie A, red.), fordi det er mest fair og rigtigt efter de mange investeringer, klubberne har foretaget.«
Gabriele Gravinas håb er, at Serie A kan gennemføres inden 30. juni, men vil ikke udelukke at forlænge sæsonen med en måned.
Serie A er som så mange andre fodboldligaer sat på pause som følge af udbruddet af coronavirus. Det samme er blandt andet også Champions League og Europa League.
Tirsdag er der krisemøde i Uefa. Her vil repræsentanter fra klubber, ligaer og nationale forbund mødes via videoforbindelser.
På dagsordenen er blandt sommerens EM, der skal afholdes i 12 forskellige lande - heriblandt Danmark og Italien. Det er sat til at gå i gang 12. juni.
/ritzau/